
Ashton Kutcher vild med 15-årige Hilary Duff: - Lige så syg som Danny Masterson

LÆS OGSÅ: Efter støttebrev til voldtægtsdømt kollega: Nu undskylder Ashton Kutcher og Mila Kunis
Det er vist ingen hemmelighed, at Ashton Kutcher var en værre en i de gode gamle dage. Altså, dengang der var noget, der hed "TRL" og "Punk'd" på MTV.
Desværre for den 45-årige Kutcher har fortiden vist sig at indhente ham en smule mere, end han nok kunne tænke sig.
Ikke nok med at han og den 40-årige Mila Kunis lige nu er i krydsilden for at have forsvaret den voldtægtsdømte Danny Masterson, så er der nu dukket en række gamle klip op, der ikke just hjælper på Kutchers situation.
En af Danny Mastersons anklagere, Chrissie Carnell Bixler, har de seneste dage delt videoer af Ashton Kutcher fra de tidlige 00'ere, hvor han kommer med seksuelle kommentarer om de dengang mindreårige Hilary Duff og Mila Kunis.

I et klip fra serien "Punk'd", der blev sendt på MTV i 2003, kommer Ashton Kutcher med en række kommentarer om den dengang kun 15-årige Hilary Duff, der var en kendt barnestjerne.
- Hun er en af de piger, vi alle venter på bliver 18. Sammen med Olsen-tvillingerne.
Bixler beskylder i forbindelse med at have delt videoerne Ashton Kutcher for at være "lige så syg" som Masterson, der for få dage siden blev idømt 30 år til livstid i fængsel for at have voldtaget to kvinder i 2003.
Hun kritiserer også "Two and a Half Men"-skuespilleren og hans kone, Mila Kunis, for at rose deres tidligere "That 70's Show"-medspiller i breve til dommer Charlaine Olmedo før domsafsigelsen.
Kutcher og Kunis, der blev gift i 2015 og har to børn sammen, har siden adresseret den offentlige kritik i en video på Instagram.
- Vi er opmærksomme på den smerte, som karakterbrevene, vi skrev på vegne af Danny Masterson, har forårsaget, lyder det fra Ashton Kutcher i en video, de har delt på de sociale medier.
- Vi støtter ofre. Vi har historisk set gjort dette gennem vores arbejde og vil fortsætte med at gøre det i fremtiden, lyder det også fra Mila Kunis.
I videoen tilføjer de, at de ikke havde til hensigt at "undergrave ofrenes vidnesbyrd eller gen-traumatisere dem på nogen måde."
Klam nedtælling
Den "klamme" fødselsdagsnedtælling blandt unge, kvindelige kendisser er ikke bestemt ikke noget, der kun hører fortiden til.

Tidligere har Natalie Portman, der fik en karrierestart som kun 12-årig i filmen "Léon" fortalt om, hvordan hun blev seksualiseret og objektificeret som barn.
- En lokal radiokanal startede en nedtælling til den dag, hvor det var juridisk tilladt at gå i seng med mig. Filmanmeldere beskrev min barm i deres anmeldelser. Jeg forstod allerede i en alder af 13 år, at mænd ville føle sig berettiget til at bedømme og objektivisere min krop, selvom det var dybt ubehageligt, fortalte Portman.
