Bam Margera og kæresten er nu mand og kone
LÆS OGSÅ: Bam Margera truer med at ryge crack, indtil han dør
Bam Margera er officielt en gift mand - igen.
Tirsdag blev den 44-årige Jackass-kendis smedet sammen med modellen Danielle 'Dannii' Marie på Val Verde Historic Hotel i Socorro County, New Mexico.
Her er parret i gang med at optage filmen 'Collecting Souls', skriver TMZ, der også bringer billederne fra den store dag. Ifølge mediet var kun en lille håndfuld mennesker med til ceremonien - mennesker som arbejder på filmsættet.
Bam Margera bekræftede nyheden ved at dele et billede af parret på Instagram, og meget tyder på, at de har holdt kortene tæt ind til kroppen - selv for parrets nærmeste.
- Til alle vores venner og familie. Vi har planlagt det her i et stykke tid med Jim Burlson herude i Socorro New Mexico på dette store historiske hotel. Der være et novemberbryllup i Pennsylvania for alle (familie og venner, red.), skriver han.
Margera delte forskellige klip fra deres bryllupsceremoni på sine Instagram-story. Her takker han blandt andet sin nye hustru for at hjælpe ham med at få bugt med sine indre dæmoner:
- Du fik mig til at holde op med at drikke og fik mig tilbage til skateboarding, og jeg kan ikke takke dig nok, siger han tydelig berørt.
- Det har været en vanvittig tur. Jeg elsker dig. Jeg ville have giftet mig med dig i går, og jeg ville gifte mig med dig igen i morgen, siger Dannii i en anden af videoerne.
Parret, der blev forlovet i oktober måned, har ikke spildt tiden. De havde datet i omkring seks måneder, da Margera gik på knæ.
Massivt misbrug
Meget tyder på, at den aldrende spradebasse er klar til at få sin lykkelige slutning.
”Jackass”-stjernen har de seneste år været indlagt adskillige gange på hospitaler og afvænningsklinikker i kølvandet på et massivt misbrug.
Margera var tidligere gift med sin barndomsveninde, Missy Rothstein, fra 2007 til 2012. Han blev gift med Nicole "Nikki" Boyd i 2013.
Nu bliver tredje gang forhåbentlig lykkens gang for skateboarderen og hans model.