Kendte4. juli 2022

Basim runder 30: Charmetrold og singlefyr

Popfyren var purung teenager, da hele Danmark lærte ham at kende. Og selv om han nu rammer 30, føler sangskriveren sig ikke helt voksen
Basim
Når Basim ser tilbage på de 30 år, der er gået, er han tilfreds. – Jeg føler, jeg har oplevet meget – og har haft et godt og begivenhedsrigt liv på både godt og ondt.
 Foto: Kristian Hansen

Hvad er definitionen på voksen? spørger Basim.

Den syngende charmetrold er ikke helt sikker på, om han ender i de voksnes rækker, når han 4. juli fylder 30 år.

- Da man var teenager og midt 20’erne, tænkte man, at man ville have styr på sit liv og være voksen, når man fyldte 30.

Basim
I 2008 gik Basim fra at være en anonym knægt fra Høje Gladsaxe til at være på fornavn med hele Danmark. - Det var en kæmpe omvæltning, fortæller popprinsen.
 Foto: Claus Poulsen

Men nu tror jeg mest, det handler om, at jo ældre man bliver, jo bedre bliver man til at forstå livet og hvile i livet, siger Basim.

Popfyren synes selv, at tiden har lært ham, at livet er for kort til at blive irriteret over ligegyldige bagateller.

- Jeg synes, det er dejligt at blive ældre. Jeg vil ikke sige, at der kommer en fuldkommenhed, men der kommer en anden ro, funderer fødselaren, der til dagligt bor i København.

Remee og Basim
Basim kom under Remees vinger, da han var med i “X Factor” i 2008. - Jeg er røvtaknemmelig for, at han dengang kunne se noget i mig, som jeg ikke selv kunne se.
 Foto: Jesper Sunesen

Tror på skæbnen

Dansk-marokkaneren drømmer om, at han en dag får kæreste og børn, men det er ikke noget, der haster.

- Det kommer, når det kommer ... og jeg er jo kun 30, smiler ungkarlen, som ikke tror, man kan planlægge livets gang.

- Jeg sætter min lid til skæbnen og universet. Vi kan sagtens beslutte, hvad vi vil i 2024, men vi har ikke kontrol over fremtiden, siger Basim.

Han har selv oplevet livets hårde og gode sider.

Basim
Basim mistede sin far i 2012 og sin mor i 2016. De nåede dog hans 18-årsfødsesladag i 2010.
 Foto: Lars H. Laursen

- Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har haft. Også selv om jeg mistede begge mine forældre i en ung alder.

Jeg tror, der er en grund til, at tingene sker – og jeg ville ikke være den person jeg er, hvis ikke de ting var sket, fortæller den sympatiske sanger.

- Det er de kort, jeg har fået udstedt – og så må man få det bedste ud af det.

Sidstnævnte fik han for alvor, da han i 2008 tog en tur til Aarhus.

Zohra, Nabil og Basim
Det var Basims bror Nabil, som sendte Basim af sted mod “X Factor”-audition. Her er brødrne sammen med deres afdøde mor Zohra.
 Foto: Birger Storm

- Jeg ved ikke, hvordan mit liv havde set ud, hvis ikke min bror havde tvunget mig til det.

Jeg var ung og orkede ikke rigtig at køre til Aarhus den dag. Men i dag kan jeg godt se, at der var en mening med det, lyder det fra Basim, som det år blev hele Danmarks kæledægge i den anden sæson af “X Factor”.

Håber på kram

Og i dag er det stadig musikken, der er hans levebrød.

- Jeg er meget taknemmelig over, at jeg kan stå op hver dag og lave musik, som jeg har gjort de seneste snart 15 år, siger Basim, som i dag primært skriver sange for andre kunstnere.

Basim
Selv føler Basim, at det var et af højdepunkterne i hans karriere, da han i 2014 vandt det danske Melodi Grand Prix. - Der følte jeg, at jeg virkelig gjorde comeback og viste, at jeg altså godt kan.
 Foto: Martin Høien

- Det giver mig noget at hjælpe andre – sådan har det altid været, uanset om det er med musik eller privatlivet. Det giver mening for mig, at se folk blomstre, lyder det.

Den runde dag skal han fejre med en reception for venner og kolleger.

- Det er en mandag og der er sommerferie, så mange er måske ude og rejse, men jeg håber, der kommer nogle og giver et kram.

Om aftenen mødes jeg med min tætteste familie og spiser noget god mad og fejrer, at jeg endelig – måske – er kommet ind i de voksnes rækker, ler Basim.

Sponsoreret indhold