"Baywatch"-baben Nicole Eggert fortryder silikonebabser
- Lad jeres kroppe være!
Det er budskabet fra den 52-årige skuespillerinde Nicole Eggert, der som teenager slog igennem som livredderbabe på tv-skærmene i hitserien "Baywatch".
Dengang lagde hun sig under kniven og fik som 18-årig opereret sine bryster større for at føle sig bedre tilpas og mere selvsikker i den ikoniske røde badedragt.
Men det fortryder hun inderligt den dag i dag.
Det fortæller hun i et interview med People Magazine.
- Jeg fortryder det helt klart i dag. Det var en dum, 18-årig beslutning, siger hun og fortsætter:
- Jeg ser alle mulige unge kvinder gøre det nu, og jeg tænker: "Åh Gud, lad jeres kroppe være!".
Nicole Eggerts indrømmelse kommer i kølvandet på, at hun tilbage i december blev diagnosticeret med brystræft.
Skuespillerinden skal opereres for at få fjernet kræften, og først derefter ved hun, om sygdommen har spredt sig til andre steder i kroppen eller ej.
Nicole Eggert spillede rollen som Summer Quinn i "Baywatch", der løb over skærmen i slut 80'erne og 90'erne.
Hun nåede dog kun at medvirke i to sæsoner, før hun smed badedragten på hylden.