Her er julegaven til kvinden, som har alt. Alt, i ordets bogstaveligste forstand, for ellers skal man have en virkelig god grund til at kaste 3 millioner dollars - svarende til knap 15 millioner danske kroner - efter et sæt undertøj.
Ikke desto mindre præsenterer det kendte undertøjshus Victoria's Secret nu verdens dyreste bh, der er besat af brillanter og diamanter.
Ud over at holde styr på brysterne har den svinedyre brysteholder ingen talenter. Det eneste, den har at byde på - ud over støtte til babs og nutte - er et yderst eksklusivt design.
Bh'en har blandt andet et 16 karat diamanthjerte. Derudover er den besat med mere end 2300 brillanter både hvide, champagnefarvede og brune. Brysteholderen er i alt 150 karat.
Det er modellen Marisa Miller, som viser de dyre skåle frem, der kommer i handlen lige tids nok til at lande under verdens mest ekstravagante juletræer.