Bekræfter: Slut med "Tinka"
Den store finale og et kæmpe klimaks.
Det er, hvad forfatterne af den tredje sæson af "Tinka" lover de seere, der fra 1. december og 24 dage frem følger med i "Tinka og sjælens spejl".
– Helt fra starten af havde vi det sådan, at tre sæsoner af "Tinka", det er det, der skal være. Skuespillerne bliver også ældre, siger Morten Dragsted, der sammen med Emil Millang er hovedforfatter på den tredje sæson af "Tinka"-julekalenderen.
Derfor har de også gjort sig umage med, at der ikke skal være nogle uafklarede spørgsmål, når kalenderen viser 24. december.
– Vi tog en beslutning om, at den her sæson vil vi ikke efterlade noget tilbage, som kunne blive til en sæson fire. Så seerne sidder med en fornemmelse af, at det var den store finale, nu har vi fået hele rejsen fra første afsnit i sæson et til sidste afsnit i sæson tre. Det er en afsluttet historie, siger Morten Dragsted.
Det er Emil Millang enig i.
– Det er helt klart det store brag, vi lukker ned med. Så kan man altid tænke senere, nu er Tinka voksen og har fået børn. Men jeg tænker, at den slutter nu, når Tinka ikke længere er et barn, siger Emil Millang.
Det er skuespiller Josephine Højbjerg enig i. Hun har haft rollen som Tinka, siden hun var 13 år. Og nu er hun netop blevet student og er 19 år.
– Der er sket meget i de år, nu er jeg næsten voksen, siger skuespilleren.
Hun har elsket at spille Tinka og skuespillet og håber, at der venter mange flere roller ude i fremtiden.
– Jeg vil gerne lave noget mere drama og måske noget mere barsk, som viser mig fra en mere voksen vinkel, siger Josephine Højbjerg.
TV 2 bekræfter, at de ikke har planer om at lave flere afsnit af den populære julekalender, men man ved aldrig, hvad fremtiden bringer.