Bekræftet: Scarlett Johansson er gravid
Tilbage i juli afslørede kilder til amerikanske Page Six, at Scarlett Johansson ventede sig.
Nu bekræfter hendes mand Colin Jost, at den er go' nok: Parret venter deres første fælles barn.
Ifølge Page Six afslørede komikeren det under et stand-up show i Ridgefield Playhouse i Connecticut.
- Vi skal have en baby, det er spændende, skulle han have sagt på scenen ifølge én, der var blandt publikum til det amerikanske medie.
36-årige Scarlett Johansson, der har danske aner, har datteren Rose på seks med sin eksmand Romain Dauriac.
I al hemmelighed giftede Johansson sig med 39-årige Jost tilbage i oktober 2020, efter de havde dannet par i tre år.
Det er hendes tredje ægteskab: Fra 2008 til 2011 var hun gift med skuespilkollegaen Ryan Reynolds, der nu danner par med Blake Lively.