Ben Affleck gik viralt for at kede sig: Nu bryder han tavsheden
Vi kender nok godt allesammen til de der dage, hvor man har sagt ja til at tage med vennerne ud, men i virkeligheden meget hellere bare gerne ville ligge hjemme på sofaen foran fjernsynet.
Sådan en dag virkede det til, at Ben Affleck havde tidligere på året, da Grammy Awards løb over stablen.
I hvert fald gik filmstjernen viralt på sociale medier, fordi han ved flere lejligheder blev fanget på kamera, hvor han lignede en, der simpelthen bare kedede sig gevaldigt.
Den 50-årige skuespiller har ikke tidligere udtalt sig om sit manglende engagement til den prestigefyldte prisuddeling, men det gør han nu.
I et interview med Hollywood Reporter forklarer han nemlig den sande historie bag de morsomme videoklip og billeder.
Ben Affleck understreger, at selvom det måske ikke så sådan ud, så hyggede han sig rent faktisk sammen med sin kone, Jennifer Lopez.
Han indrømmer dog, at han gerne ville undgå at blive filmet, og at han ligeledes gerne ville undgå, at værten, Trevor Noah, henvendte sig ham.
Derfor gik han en smule i panik, da kameraet og komikeren kom i nærheden af ham.
- Jeg så Noah og tænkte: "Åh gud, nej", siger filmstjernen i interviewet med Hollywood Reporter.
Her sætter han også ord på en specifik episode, hvor det lignede, at han fik sig en overordentlig skideballe af sin kendte hustru.
Og ifølge ham handlede det blot om, at han igen forsøgte at undgå kameraerne og Trevor Noah.
- Vi (ham og Jennifer Lopez, red.) var i billedet, men jeg vidste ikke, at de optog, siger Ben Affleck og fortsætter:
- Jeg lænede mig ind til Jennifer og sagde til hende, at jeg ville fjerne mig fra billedet, når de begyndte at optage, så hun sad alene ved siden af Trevor, og så sagde hun: "Du skal fucking ikke fjerne dig". Det var bare en mand-og-kone ting.
Ben Affleck siger også i interviewet, at selvom han hyggede sig til Grammy Awards, så var det nok mest et arrangement for hans popstjerne-hustrus skyld.
Han og sangerinden blev gift i juli 2022.
De har ingen børn sammen, men skuespilleren har tre børn med sin ekskone, Jennifer Garner, mens Jennifer Lopez har to børn med sin eksmand, Marc Anthony.