Ben Affleck om skilsmisse fra Jennifer Garner: Den største fejl i mit liv
I en ny film, "The Way Back", spiller Ben Affleck en alkoholiker, der i den grad kæmper med at komme sine dæmoner til livs.
Og rollen har altså fået den populære skuespiller til at reflektere over sit eget liv med alkohol.
Det skriver Too Fab.
Ben Affleck har været på afvænning adskillige gange.
Og udover at have store konsekvenser på det personlige plan, gjorde det voldsomme alkoholmisbrug da heller ikke ægteskabet mellem Ben Affleck og Jennifer Garner bedre.
- Folk med en tvangsmæssig adfærd, og jeg er en af dem, har et grundlæggende ubehag hele tiden, som de prøver at få væk, fortæller skuespilleren og fortsætter:
- Man forsøger at få det bedre ved at spise, drikke, have sex, spille spil, shoppe eller hvad som helst. Men det ender bare med at gøre livet værre. Og bagefter gør man mere for at få dét ubehag til at gå væk. Det bliver en ond cirkel, som man ikke kan bryde. Det var i hvert fald det, der skete for mig, forklarer Ben Affleck.
Alkoholen gjorde altså ikke ligefrem ægteskabet mellem Ben Affleck og Jennifer Garner lettere.
Og selvom skuespilleren forsøger at undgå at slå sig selv oveni hovedet og fokusere på de mange nedture, han har været igennem i sit liv, mener han alligevel, at skilsmissen fra Jennifer Garner var den "største fejl".