Kendte3. august 2020

Bent Fabricius-Bjerres sidste ord: Afslører detaljer om sin egen bisættelse

Inden sin død gav komponisten Bent Fabricius-Bjerre et sidste interview, som ikke skulle sendes før efter afskeden med livet. Nu vises det på TV2
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

-Der er ikke nogen, der kan komme og sige, at det var ubehageligt at have med mig at gøre.

Sådan lyder det ydmyge og forsagte ønske fra den nu afdøde Bent Fabricuis-Bjerre, der kort før sin død fik den unikke mulighed at skabe sin egen lille tidskapsel med ”Det sidste ord”.

To mænd tager plads i det mørke studie, som skal fungere som tv-udgaven af himmerigets perleport.

Den ene er Mikael Bertelsen, og den anden er den danske komponist, som gennem sit 95 år lange liv satte hundredevis af melodier i verden.

Tirsdag den 28. juli døde han, hvorfor man på TV2 mandag aften klokken 20 kan se ham svare på de sidste spørgsmål, komme med de sidste tilståelser og i det hele taget gøre status over sin nu afsluttede historie.

Han starter med at afsløre, at han meget sjældent skænker døden en tanke. Hvis overhovedet.

Når dette bliver sendt, så er det slut. Hvordan har du det med det?

- Jeg tænker aldrig over det, svarer den kontante Bent.

Så skal jeg bare væk

Bent fortsætter den nedtonede stil, og fortæller, at han jo ”ikke er nogen Carl Nielsen”, da samtalen falder på eftermælet. Det som i løbet af de sidste år har rykket tættere og tættere på.

- I nekrologerne vil der nok stå det, der plejer at stå. Der er nok nævnt nogle af de melodier, som stadig hænger lidt på, fortæller musikeren og forretningsmanden, der desuden mener, at det frem for alt var filmmusikken, der skabte ham.

Faktisk er det en af hans egne musikstykker – ”Norwegian Sunset” – der er blevet spillet ved Fabricius egen bisættelse, som familien oplyser, allerede har fundet sted.

Nummeret blev skrevet til dukkefilmen ”Bjergkøbing Grand Prix” fra 1976 til en sekvens, hvor hovedkarakteren Theodor Fælgen kigger vemodigt ud over vandet, mens han spiller den simple melodi på sin mundharmonika.

- Det skal ikke være nogen stor begravelse. Det skal kun være familien. Det skal ikke være nogen kirkelig begravelse. Det skal være stille og roligt med børn, børnebørn og oldebørn, og så skal de spille "Norwegian Sunset", og lidt jazzmusik, fortæller han til vært Mikael Bertelsen, der beder om en uddybning.

- Hvilken slags jazzmusik?

- Art Tatum, en af verdens bedste pianister fra det forrige århundrede. ”Gone with the wind”, røber han, hvorefter han tilføjer:

-Resten er friløb. Så skal jeg bare væk.

Affære med sangerinde

Selvom de fleste kan blive enige om, at hans karriere har været imponerende – og det endda sagt med en vis underdrivelse – så er Bent selv ikke meget for at kalde sit bagkatalog for et resultat af slid og spidse albuer.

- Du får det til at lyde som om, du har været heldig. Og at du ikke har arbejdet hårdt. Men du må da også have arbejde hårdt?

- Jeg arbejdede meget, men har også været meget heldig.

- Du konkluderer altså, at det er fordi, du har været heldig?

- Jeg har i hvert fald ikke været meget uheldig.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/bent.jpg
 Foto: Peter Grosen

Manden bag de legendariske melodier blev 95 år, før han døde tirsdag den 28. juli. Han er allerede blevet bisat ved en privat ceremoni. (Foto: Peter Grosen)

Fabricius-Bjerre, der var aktiv til det sidste, medgiver, at han ikke brød sig om at miste kontrollen.

Som da han i sommeren 1965 mødte den britiske sangerinde Petula Clark og blev blød som smør.

- Jeg blev vanvittigt forelsket i hende og mistede fuldkommen kontrollen, fortæller han.

Selvom hans kone Harriet Frederikke Dessau, som han var gift med frem til hendes død i 1979, var gravid med parrets fjerde barn, kunne Bent ikke holde sig væk fra den smukke ”Downtown”-sangerinde.

- Jeg forsøgte at være sammen med hende, når jeg kunne. Hun var på turné, så jeg rejste for eksempel ned til Paris, og så spiste vi middag sammen, fortæller han om affæren.

- Jeg havde ingen grund til at gå fra min kone, for vi havde det jo godt. Hun ventede sit fjerde barn, så går man ikke sin vej.

I stedet ringede Bent hjemme fra Danmark til sin store kærlighed.

- Vi talte i telefon en gang imellem. Hun ringede til mig. Og så tager man bare telefonen og siger ingenting. Mærkede forbindelsen var der. Det er sådan noget magi. Jeg turde ikke bryde isen, så jeg sagde ingenting, men kunne bare høre hende.

Bents kone reagerede helt særligt på forholdet.

- En dag kom hun ind og havde indstuderet en af sangene. Hun havde lært vores børn den. En sang, der hedder ”Alone”. Så kom de ind under morgenkaffen, om man så må sige og sang den for mig.

Fabricius-Bjerre kalder Harriets lille særlige stikpille for både generøst og afvæbnende.

- Jeg tog det som en spøg. Og grinte, og sagde det var sgu da meget sjovt. Det var for at sige: Det er godt med dig, det kommer du nok over en dag. Og det gjorde jeg jo også.

Forelskelsen var en sygdom, som kontrolmennesket Fabricius-Bjerre skulle kureres for.

Dog ikke i de sidste kapitler af livet.

I 17 år har Bent Fabricius-Bjerre været forelsket i sin sidste kone 53-årige Camilla Padilla Arndt. Den nu afdøde komponists fire børn nåede at skænke ham en flok børnebørn. Faktisk nåede han også at se sine oldebørn vokse godt op i teenageårene sin levetid.

Artiklen fortsætter under billedet:

https://imgix.seoghoer.dk/_mho4399.jpg
 Foto: Martin Høien

Bent Fabricius-Bjerre og hustruen Camilla (Foto: Martin Høien)

Vennerne er døde

I en alder som den Bent nåede op i, når man at miste vennerne omkring sig.

Derfor må han lede lidt efter det mest korrekte svar, når han bliver spurgt til sin bedste ven gennem livet.

- Indenfor branchen har det nok været Erik Balling. Vi arbejdede sammen i 30 år, havde et meget tæt samarbejde og så også hinanden privat, siger han om makkeren, som instruerede både Olsen Banden og Matador.

Sidstnævntes titelmelodi, som de fleste danskere kan nynne med på, faldt ikke i første omgang i god jord hos Balling.

- Han synes det var noget værre lort, da jeg spillede den først. Han havde håbet på et fint lille arrangement, og så fik han Tjajkovskis klaverkoncert, ler han.

- Men hvem var den bedste ven i dit liv?

- Pyha, de er jo døde alle sammen. I løbet af 95 år, så er der mange, der falder fra, lyder det fra Bent, før der bliver stille.

De to mænd i det tomme mørke studie ser på hinanden.

Så afbryder Bent tankerne om døden med et svar.

- Det må være Eddie Skoller. Vi ses jævnligt, vi spiller tennis og snakker om løst og fast.

Bent Fabricius-Bjerre fandt aldrig rigtig ud af, hvem han var, fortæller han.

Hans sidste interview kan ses i aften på TV2 klokken 20. Eller allerede nu på TV2 Play i programmet ”Det sidste ord”.

Sponsoreret indhold