
Bilen smadret: Stéphanie Surrugue i ulykke midt i København

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Stéphanie Surrugue har i årevis vist sine evner til at holde hovedet koldt i alverdens brændpunkter. Mandag formiddag kom dramatikken dog lige lovlig tæt på, da den 47-årige superkorrespondent selv sad bag rattet i en særdeles overhedet situation.
Ved 10.30-tiden kørte hun i sin Renault Twingo på Vesterbro i København, da alting pludselig blev vendt på hovedet – helt bogstaveligt talt.
Hendes fikse lille Renault Twingo landede på taget efter et sammenstød med en anden bil.
Et øjenvidne til ulykken fortæller SE og HØR, at tv-værten kunne gå uskadt fra bilen, men at hun var tydeligt rystet af situationen, som kunne have været livstruende, hvis ikke det havde været for solid, fransk bilingeniør-kunst.
En vagtchef hos Københavns Politi fortæller således til SE og HØR om ulykken, der skete i krydset ved Erik Ejegodsgade og Ingerslevsgade:
– Vi fik anmeldelsen klokken 10.39 om et færdselsuheld mellem to personbiler.
En af bilerne væltede om på taget, og en af de involverede blev tilset af en læge på stedet.
SE og HØR har været i kontakt med Stéphanie Surrugue, som ikke har ønsket at fortælle om sin ulykke.


