Billeder afslører: Maya Jama og Stormzy sammen igen
Tid læger alle sorg, siger man, men ikke engang fire år væk fra hinanden kunne tilsyneladende få tv-værten Maya Jama og rapperen Stormzy til at stoppe med at savne hinanden.
Kendisparret, der ellers gik fra hinanden tilbage i 2019 efter fire års forhold, er nemlig nu sammen igen.
Det skriver The Sun og Daily Mail.
Ifølge de britiske medier skal 30-årige Stormzy og 29-årige Maya Jama have genfundet romancen tidligere på året, men ingen af dem har bekræftet forholdet.
Før nu. Sådan da.
Forleden blev de nemlig spottet hånd-i-hånd på en romantisk ferie i Grækenland, og her så de bestemt ikke ud til at ønske at skjule, de er sammen igen.
Både Maya Jama og Stormzy har da også delt utallige billeder og videoer fra det luksushotel, de er indlogeret på i Grækenland.
Indtil videre har de dog ikke delt billeder af hinanden.
Ifølge The Sun bor "Love Island"-værten og rapperen med det borgerlige navn Michael Ebenazer Kwadjo Omari Owuo Jr. i en privatvilla på hotellet Amanzoe.
Her koster det 2.780 pund per nat at overnatte, hvilket svarer til til mere end 24.000 danske kroner.
Og ifølge kilder er hotellet ikke det eneste, som Stormzy har brugt penge på i kampen for kærligheden.
Rapperen skal også have sørget for, at han og Maya Jama blev fløjet til det græske i et privatfly og videre til hotellet i en helikopter.
- Stormzy er helt skudt i Maya og har brugt kassen for at tage hende med på en luksusferie. Hun betyder alverden for ham, og han vil gerne behandle hende som en dronning, siger kilden.