Billie Eilish bekræfter spekulationer om sin seksualitet: - Var det ikke åbenlyst?
LÆS OGSÅ: Billie Eilish-fans går amok: Er hun lesbisk?
I november gav den 21-årige Billie Eilish et interview til det amerikanske branchemagasin Variety.
Popstjernen havde dog ikke på nogen måde regnet med, at det ville blive så opsigtsvækkende et interview, som det endte med at blive.
For mange fans af Eilish har nemlig set interviewet som sangerindens måde at springe ud på. Det var dog aldrig rigtig planen.
- Jeg vidste ikke, at jeg sprang ud der, men jeg tænker lidt: Var det ikke åbenlyst?, lød det fra Billie Eilish, da hun lørdag dukkede op til den årlige Variety Hitmakers Brunch i Los Angeles.
- Jeg vidste ikke, at folk ikke vidste det. Jeg tror bare ikke rigtigt på det. Hvorfor kan vi ikke bare eksistere?
- Det er spændende for mig, for jeg går ud fra, at folk ikke vidste det, og det er fedt, at de ved det nu. Uh, jeg er nervøs ved at tale om det.
- Men jeg er for pigerne, slår hun fast.
Fans har i årevis spekuleret i, hvorvidt Billie Eilish var til piger, drenge eller begge dele, og da hun i november også delte et opslag på sin Instragram, hvor hun skrev, at hun var "homo og træt", kunne fans nærmest ikke få armene ned.
Så hvis der skulle herske den mindste tvivl, så har den megastjernen en gang for alle bekræftet, at hun er queer.
Eilish har tidligere dannet par med rapperen Brandon Adams og senest musikeren Jesse Rutherford.
Billie Eilish har siden sin debut 2016 og sit massive gennembrud i 2019 modtaget adskillige Grammy-priser.
Hun har blandt andet modtaget prisen for "Årets album" med "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?" og "Årets bedste nye kunstner" i 2020.