Biografien afslører: Aaron Carter havde en foruroligende oplevelse i Michael Jacksons soveværelse
Da 34-årige Aaron Carter blev fundet død i sit badekar lørdag, var det med en erindringsbog lige på trapperne.
Bogen ”Aaron Carter: An Incomplete Story of an Incomplete Life” er nu fremrykket og sat til at udkomme tirsdag, men allerede nu har flere medier – herunder New York Post – fået fingre i et eksemplar.
Og blandt mange af de ting, som Carter åbenhjertet beretter om på siderne, finder vi en episode, der udspilledes sig i 2003, hvor den dengang 15-årige Aaron Carter crashede efter en fødselsdagsfejring i popsensationen Michael Jacksons seng.
Blev lagt i Jacksons soveværelse
Et minde, som i lyset af beskyldninger om misbrug og pædofilianklager mod popkongen – der døde i sommeren 2009 – godt kan virke noget mærkværdige.
Måske endda direkte foruroligende.
– Michael og jeg gik ind til hovedhuset, og fortsatte mod hans soveværelsesområde, skriver Carter indledningsvist, efter at have beskrevet en fødselsdag, hvor han sammen med Chris Tucker havde kørt på ATV rundt på Jacksons grund omkring ranchen hen mod slutningen af fejringen af ”Thriller”-sangeren.
– Efter et stykke tid sagde jeg, at jeg var træt og klar til seng. Jeg havde egentlig ikke rigtigt overvejet, hvor jeg skulle sove, skriver han i erindringerne, der fortsætter:
– Der var selvfølgelig masser af værelser i huset. Men han trak en ekstra tremmeseng hen til sin egen seng, som allerede var redt op. Jeg har aldrig spurgt efter at få en seng, men der var den altså. Jeg var ligeglad. For jeg var træt. Han slukkede lyset, gik selv i seng, og vi faldt begge i søvn.
Ifølge New York Post var det ved fejringen af Michael Jacksons 45-års fødselsdag, at overnatningen fandt sted.
King of Pop, som Jackson gennem store del af karrieren blev kaldt, var altså 30 år ældre end sin overnattende gæst.
– Et par timer efter, eller deromkring, blev jeg vækket af noget. Jeg satte mig op, og fik øje på Michael, der stod ved foden af tremmesengen i sit stramme, hvide undertøj. Jeg ved ikke, om han gik i søvne. Han virkede, som om han sov, lyder det fra Aaron Carter.
Ifølge erindringsbogen valgte den purunge popstjerne at råbe op for at vække Jackson. Han skreg ”What the fuck”, hvorefter han ruskede i ham, og bad ham smutte tilbage i sin seng.
– Han mumlede bare ”OK”, og så gik han tilbage i sengen, og så faldt vi begge i søvn. Jeg har aldrig spurgt ham til det efterfølgende, og ingen af os nævnte det igen, skriver Aaron Carter, der lå alene i soveværelset, da solen stod op.
Forsvarede popkongen til det sidste
I 2003 blev Michael Jackson arresteret og anklaget for seksuelt misbrug af børn for første gang. Carter blev afhørt af politiet i den forbindelse – især fordi han netop havde været på besøg på Neverland kort forinden.
Han fortalte, at Michael Jackson aldrig havde rørt ved ham eller gjort grænseoverskridende ting.
I sin nye bog – der altså er udgivet efter hans alt for tidlige død forrige lørdag - skriver han, at Jackson over en årrække forærede ham den ene flotte gave efter den anden. Blandt andet en – må man tro – stort set uvurderlig specialfremstillet krystalbesat militærjakke, som Michael Jackson bar under en koncert i New York.
Carter har gennem årene forsvarer Michael Jackson, når spørgsmålene om pædofili- og overgrebsanklagerne dukkede op.
– Han har aldrig gjort noget upassende overfor mig – bortset fra den ene gang. Der var lige én gang, hvor han gjorde noget, der var lidt upassende, sagde han i et tv-program i 2019. Dog helt uden at gå yderligere i detaljer, som han altså nu får lejlighed til i sin absolut sidste udtalelse nogensinde.