Blachman vil have flere penge for sit sommerhus
Hvad gør man, hvis der ikke er kunder i butikken?
Man sætter da bare prisen op.
Det er i hvert fald den salgsstrategi, som Thomas Blachman benytter sig af.
Det 60-årige X Factor-fænomen har for anden gang indenfor tre og et halvt år sat sit sommerhus i Tisvildeleje til salg.
Første gang - i 2020 - kostede det 3.495.000 kr., men køberne faldt ikke for den noget tunge og institutionsagtige arkitektur og indretning, som dronningens yndlingskunstner Bjørn Nørgaard har haft indflydelse på.
Desuden ligger sommerhuset langt fra kysten.
Så efter nogle måneder uden nogen køberinteresse blev ferieboligen med den 113 kvm. store bolig og en kælder på 85 kvm. pillet af markedet.
Men nu forsøger Blachman sig igen - og denne gang har han hævet prisen med over 300.000 kr.
Det er uvist om Blachmans stigende kendisfaktor har haft indflydelse på prisforøgelsen.
Faktum er, at du kan blive ejer af den kun 14 år gamle feriebolig, hvis du betaler 3.850.000 kr.
Hvis du er vild med sprossevinduer, bjælker, knirkende trægulve, hyggelige rum, havudsigt og en intim atmosfære skal du nok se dig om efter noget andet.
I Blachmans feriebolig er det hårde praktiske overflader som sten og glas, der dominerer. Men der er da en pejs.
Thomas Blachman betalte kun to mio. kr. for sommerhuset, da han købte det i 2017. Da havde det været til salg i mere end to år og var blevet hårdt ramt af "liggepest".
Udbudsprisen faldt i løbet af de to år med en million kroner og Blachman slog som nævnt til, da pilen pegede på to mio. kr.
Hvis det lykkedes musikproduceren at få solgt sommerhuset til udbudsprisen 3.850.000 kr., kan han se frem til en gevinst på 1.850.000 kr. Derfra skal trækkes omkostninger til ejendomsmægler.
Se Thomas Blachmans sommerhus her.