Blæst afslører: Her er Fernandas afløser

Det kom som et chok for de fleste, da Blæst i efteråret kunne meddele, at deres dage med Fernanda Rosa som forsanger var talte.
Sangeren havde nemlig valgt at træde ud af bandet grundet det enorme præstationpres i musikbranchen.
Nu har bandet fundet deres afløser. Det meddeler de på de sociale medier.
Det bliver nemlig Sarah Sophie Malmros, der tidligere har lavet musik under navnet Saso, som overtager roret.
- New kid on the block. Velkommen til, Sarah Sophie, skriver Blæst til en video, de netop har delt.
Udover Sarah Sophie Malmros består Blæst af Lauge Kjærulf Andersen på trommer, Valentin Buchwald på bas og syntheziser samt Anders Bondo på guitar.
I en pressemeddelelse lyder det fra Lauge Kjærulf Andersen, at trods bandet har været opmærksomme på at bevare deres kerne, så de er klar med en ny lyd og et nyt udtryk.
- Det har været en ret vild proces at få Sarah Sophie ind i bandet. Vi har skullet lave et reset af vores dynamik, metode og tilgang til musikken. Det har hun i øvrigt også, og resultatet af det er blevet virkelig fedt, fortæller trommeslageren.
Og det er altså ikke længe, at fans skal vente på ny musik. For allerede fredag er bandet klar med deres første single "Vi ku' gå hele vejen" med Sarah Sophie Malmros i front.