"Blæst" løb med fornem musikpris: Her er forsangerens kendte familie
For tre uger siden blev dette års P3 guld-priser uddelt, og her løb det sprudlende popband "Blæst" med prisen for årets lytterhit.
Bandet, der består af medlemmerne Fernanda, Lauge, Valentin og Anders, var ellers oppe mod store stjerner som Tobias Rahim, Jada og Andreas Odbjerg, men alligevel var det hittet "Juice", som tog lytterne med storm.
En overraskelse, der i den grad kom bag på bandets fire medlemmer.
– Det er helt uvirkeligt. Tusind tak, lød det fra den overvældede forsanger Fernanda, da bandet fik overrakt statuetten til prisfesten.
Har musikalsk blod i årerne
"Blæst"-forsangeren Fernanda har ikke sit musikalske talent fra nogen fremmede.
Hun er nemlig datter af den danske skuespiller Lars Brygmann og dermed niece til skuespiller og musiker Martin Brygmann, som blandt andet har skrevet og komponeret hits som "For Kendt" og "Jeg vil i seng med de fleste".
Foruden den musikalske onkel er "Blæst"-forsangerens kusine Frida Brygmann ligeledes et anerkendt navn indenfor musikken. Hun har nemlig sunget julehittet og titelnummeret "Tinka" til TV 2's julekalender "Tinkas Juleeventyr".
Lars Brygmann har datteren Fernanda sammen med ekskonen Katrine Salomon, som han ligeledes deler sønnen Carlo med.