Blev myrdet på krydstogtskib - gæsterne troede det var en del af underholdningen
En amerikansk kvinde blev i sidste uge fundet myrdet ombord krydstogtskibet Emerald Princess.
I første omgang troede flere af krydstogtgæsterne dog, at hele det blodige scenarie var en del af underholdningen.
For den skæbnesvangre dag – hvor 39-årige Kirsty Manzanares på brutal vis blev myrdet – var gæsterne i gang med at løse et mordmysterie, og da de fik besked om en ”alvorlig hændelse” over højtaleren, troede de, at det var en del af mordgåden.
I virkeligheden var der tale om blodig virkelighed – i en af kahytterne lå 39-årige Kirsty Manzanares død. Dræbt af sin egen mand, der var gået amok under et skænderi.
Det skriver det amerikanske medie Miami Herald.
Det er FBIs opfattelse, at Kenneth Manzanares dræbte sin hustru Kirsty under et ophedet skænderi. Foto: Privat
Episoden fandt sted tirsdag i sidste uge, hvor krydstogtskibet befandt sig ud for Alaskas kyst. Her udbrød der ifølge FBI et ophedet skænderi mellem Kirsty Manzanares og hendes mand, Kenneth Manzanares fra Utah. Parret var ifølge det amerikanske medie på krydstogt med deres børn, hvor de fejrede deres 18 års bryllupsdag.
Kenneth Manzanares er sigtet for mordet på sin hustru, efter at han blev fundet med blod på sine hænder og på sit tøj. Han skulle ifølge det amerikanske medie have udtalt, at ”mit liv er forbi”.
En gæst ombord skibet fortæller til Miami Herald, at en pige – der menes at være parrets datter – kom løbende ud fra en af kahytterne den pågældende aften.
- En af de små piger kom løbende ud, hun råbte efter hjælp og sagde, at hendes forældre havde været oppe og skændes. Hun lød meget desperat, og personalet kom så hurtigt, de kunne, fortæller passager Chris Ceman ifølge Miami Herald til CBS.
Herefter ilede personalet til, hvor de fandt den 39-årige kvinde på gulvet i parrets kahyt. Hun havde blandt andet en stor læsion i hovedet.
Krydstogtskibet Emerald Princess. Foto: All Over
Ifølge det amerikanske medie fortalte den sigtede ægtemand, at ”hun ikke ville holde op med at grine ad ham”, og at han derfor havde set rødt.
Da FBI-efterforskerne steg ombord og undersøgte Kenneth udbrød han, at ”mit liv er forbi”.
Kenneth er ikke tidligere dømt.
Krydstogtskibet valgte som følge af drabssagen at ændre kurs og lagde den følgende morgen til i kystbyen Juneau i Alaska. Herfra fik passagerne besked om at forblive på skibet, indtil alle undersøgelser var foretaget.
Alle ombord har nu fået tilbudt en voucher på $150, fordi deres rejse blev ændret på grund af drabet.
- Vores tanker og bønner er hos familien og alle, som er påvirket af denne tragiske begivenhed, udtalte krydstogtskibet i en pressemeddelelse.
Det er langt fra første gang, at der sker et dødsfald ombord et krydstogtskib. En af de mere bizarre og bestialske sager stammer fra april 2013.
Her forsvandt det australske par Kristen Schroder og Paul Rossington fra krydstogtskibet Carnival Spirit.
Parret havde kort forinden haft et skænderi i skibets kasino – og få øjeblikke senere hang den 27-årige kvinde ud over skibets balkon.
Skibets infrarøde kamera fangede øjeblikket, hvor først Kristen – og siden en nøgen Paul Rossington – faldt eller sprang i døden.
Du kan læse deres hårrejsende historie her.