
Blinde Aria har ingen skuespilerfaring: Nu scorer hun hovedrolle i Netflix-serie

Denne unge kvinde ser nok ikke meget Netflix.
Erfaring indenfor skuespil, teater eller film har Aria Mia Loberti heller ikke skyggen af. Men alligevel er streaminggigantens valg faldet på hende i rollen som den bærende hovedrolle i filmatiseringen af den Pulitzer-vindende roman ”Alt det lys vi ikke ser”.
Det oplyser de selv på Twitter, og uddyber overfor filmmediet Deadline:
- At finde en skuespillerinde, der kunne påtage sig rollen som Marie-Laurie, en ung, blind kvinde hvis største styrke er hendes vedholdende håb og kraftfulde stemme over radiosystemerne under krigen, var ikke nogen nem opgave.
Vigtigt spring
Ordene kommer fra den anerkendte producer bag kæmpe streaminghits som ”Stranger Things”, Shawn Levy, der har ledt i alle verdenshjørner efter sin unge hovedrolle.
Selv betragter Loberti det som et stort plus, at man fra Netflix side har valgt at finde en person til rollen, som er blind eller svagtseende i virkeligheden.
- En blind hovedrolle portrætteret af en blind skuespiller. Det her er et betydeligt spring frem for inklusionen af handicappede, rettigheder og repræsentation på skærmen og videre ud, skriver hun i et opslag på Instagram, som fortsætter:
- Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at dette ville ske for mig. Det kreative hold bag er et drømmehold. Jeg er ekstremt heldig, og føler mig mere ydmyg of taknemmelig, end jeg kan beskrive med ord.
Debatten om repræsentation har fyldt en del i løbet af de seneste år, og diskussionen har blandt andet gået på, om en ikke-handicappet skuespiller eksempelvis bør spille handicappet. Ligesom at den samme diskussion opstår, når roller med en vis seksuel orientering, hudfarve, køn eller vægt skal besættes.
For lidt over en måned siden gik den 39-årige Hollywoodstjerne Eddie Redmayne eksempelvis ud og undskyldte for sin rolle som "Den danske pige", kunstneren Lili Elbe, der var den første person i verdenshistorien, der fik foretaget en kønsskifteoperation.
Den rolle mener han ikke selv i dag, han var den rette til.
Historien i 2014-romanen "Alt det lys vi ikke ser" tager udgangspunkt i det besatte Frankrig. Her møder vi den blinde franske pige, som altså i Netflix-produktionen skal spilles af Loberti. Hendes veje krydses med den forældreløse tyske dreng, Werner, som er ferm til at reparere og bygge radioer.
Serien vil blive sendt i fire dele, og alle afsnit vil blive synstolket.
“Alt det lys vi ikke ser” forventes at få Netflix-premiere i slutningen af 2022.

