Kendte29. april 2020

"Borgen" vender tilbage med ny sæson

Birgitte Nyborg og de andre fra "Borgen" på DR vender tilbage i 2022
https://imgix.seoghoer.dk/borgen.jpg
 (Foto: Mike Kollöffel)

Skuespillerne Sidse Babett Knudsen og Birgitte Hjort Sørensen rammer endnu en gang tv-skærmen sammen i skikkelse af deres populære karakterer Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark.

Det oplyser Danmarks Radio i en pressemeddelelse.

Det er ti år siden seerne første gang stiftede bekendtskab med det politiske magtspil og de inbyrdes intriger på "Borgens" gange, og danskerne fulgte ivrigt med hver søndag, når statsministeren og formanden for "De Moderate" og pressechefen ved hendes side jonglerede dansk politik og personlige udfordringer.

Efter 3 sæsoner forlod vi Birgitte Nyborg i 2013, hvor hendes parti endte som en del af en koalitionsregering.

Og nu kan fans af serien altså godt begynde at se frem til en ny sæson.

Adam Price, der er manusskriptforfatter på serien, fortæller, at historien får et nyt og mere internationalt lag, når den genopstår.

- Det er en kæmpe glæde igen at gå ind i det politiske univers og ikke mindst i karaktergalleriet fra ’Borgen’. Det er som at gense gamle nære venner. Vi har i årene, der er gået, flere gange talt om, at det ville være interessant at vende tilbage til universet og vores hovedpersoner efter en årrække, hvor både det politiske klima og magtmenneskerne, som de er, har udviklet sig i takt med tiden. Det afgørende har for mig altid været, at vi havde den rigtige historie at fortælle, hvis vi skulle vende tilbage til ’Borgen’. Det har vi nu, siger han og fortsætter:

- Og uden at sige for meget er magten det helt centrale, universelle tema, vi stadigvæk forholder os til. Hvordan det at have magt påvirker og potentielt forgifter mennesker – og dermed deres idealer og privatrelationer.

Ifølge DR vil seere af den kommende sæson møde Birgitte Nyborg som nyligt udnævnt udenrigsminister efter en længere periode i opposition.

Her udfordres hun af en række begivenheder, der ender med at true hendes position i regeringen - men også Danmarks relation til sine nære allierede.

Samtidig er Katrine Fønsmark - i skikkelse af den 38-årige Birgitte Hjort Sørensen - endt som nyhedsschef for en stor landsdækkende tv-station. Her kommer hendes upartiskhed i forhold til sin gamle chef, Birgitte Nyborg, dog til at spille en stor rolle, lyder det i beskeden fra DR.

Sponsoreret indhold