Bradley Cooper i problemer: Eks'en Irina Shayk er rasende over ny kendisflirt
Det trak overskrifter verden over, da det for et par uger siden kom frem, at Bradley Cooper angiveligt har kastet sin kærlighed over ingen andre end den 20 år yngre model, Gigi Hadid.
Nu trækker det overskrifter, at den 48-årige filmstjernes berømte ekskæreste, Irina Shayk, bestemt ikke skulle være tilfreds med den nye scoring.
Den 37-årige russer er efter sigende ikke særlig glad for, at skuespilleren har skiftet hende ud med en yngre model.
Det skriver Page Six, der dog kun har sine informationer fra anonyme kilder.
- Irina er ikke glad for, at Bradley dater en anden supermodel - og så endda en, der er yngre. Hun blev meget overrasket, siger en kilde til det amerikanske medie.
Kilden påstår videre, at Irina Shayk angiveligt gør alt for at vise Bradley Cooper, hvad han går glip af.
Det tidligere kendispar har en seks år gammel datter sammen. De dannede par fra 2015 til 2019, men har datet on/off siden bruddet.
Så sent som i august blev de spottet sammen på en hed sommerferie, hvor Irina Shayk rendte topløs rundt.
Hun blev dog i samme periode kædet romantisk sammen med NFL-stjernen Tom Brady, men det forhold skal være løbet ud i sandet.
Det kom i den forbindelse frem, at Irina Shayk angiveligt stadig har følelser for Bradley Cooper og håber på, at de ender sammen i sidste ende.
Derfor gør det måske ekstra ondt, at filmstjernen nu render rundt med den 28-årige Gigi Hadid.
De to blev spottet sammen for første gang tilbage i starten af oktober og blev så sent som i fredags fotograferet under en gåtur i New York.