Brian ”Brizze” Mengel er blevet far for anden gang

Brian ”Brizze” Mengel har fået sig endnu en søn.
Det afslører fodboldspilleren og influenceren på Instagram og YouTube, hvor han har henholdsvis 76.600 følgere og 134.000 abonnenter.
- Velkommen til endnu en video på kanalen. Velkommen til en tidlig mandag morgen, og vi skal være forældre for anden gang. Det er i dag, det skal ske, fortæller Brian ”Brizze Mengel i videoen på YouTube.
Han fortæller også, at sønnen skal ud med et kejsersnit.
Brizze blev for alvor et navn på den danske fodboldscene, da han blev Danmarksmester i disciplinen futsal – fodbold på en bane på størrelse med en håndboldbane, ofte indendørs.
Fodbolden sparker han stadig til, og han er også gået hen og blevet influencer på henholdsvis YouTube og Instagram.
På sidstnævnte medie har han også lavet et opslag.
Her skriver han følgende:
- Når tre bliver til fire. Hamilton er nu blevet storebror. Efter 48 timer på Kolding Sygehus så er vi nu kommet hjem med vores lille baby.
Brizze danner par med Dorthe Lund, som han også har sit første barn med. De mødte hinanden 1. januar 2016 på Tinder, og de har været sammen lige siden.