Brian Mørk indlagt: Enorme smerter
En voldsom smerte greb komiker Brian Mørk onsdag 9. december.
Til at begynde med, troede komikeren, at det var et galdestensanfald, noget han har prøvet før, men denne gang forsvandt smerten ikke.
- Det her anfald steg i intensitet i løbet af de næste ti timer. Jeg vred mig på gulvet og kastede op. Det er enorme smerter, som lægerne sammenligner med fødselsmerter, siger han til SE og HØR.
Med høj feber blev Brian Mørk sendt på sygehuset, hvor de tog blodprøver. Infektionstallet var så højt, at de besluttede sig for at fjerne stenen.
- Det er nu to dage efter, og jeg er i gang med at hjælpe min ældste datter med at flytte. Langsomt, meget langsomt. Men i løbet af en uges tid er jeg fin igen, siger komikeren til SE og HØR.
Heldigvis kommer indlæggelsen ikke til at spænde ben for Mørks arbejde, hvor han er holdkaptajn på programmet "Krejlerkongen" på TV 2 Fri og vært på sin egen podcast "Brian Mørk Show".
Som vært på Danmarks sjoveste podcast “Brian Mørk Show” skal jeg heldigvis bare sidde ned det meste af tiden og sige dumme ting, siger han.