Brians nye projekt: Laudrup-gin
Brian Laudrup, 51, har kastet sig ud i et nyt forretningseventyr. Sammen med familien har han nemlig skabt sin egen gin.
– Vi er himmelhenrykte over at kunne præsentere den første Laudrup original dry gin for jer alle. Skabt i Skotland. Inspireret af Danmark. Nydt overalt! skriver han på Instagram.
Brian Laudrup og familien, der tæller hustruen Mette og parrets to børn Rasmine, 27, og Nicolai, 32, har et særligt forhold til Skotland. Her havde de nemlig i 90’erne base i fire år, da den yngre Laudrup-bror tørnede ud for Glasgow Rangers.
I begyndelsen af oktober afslørede både Brian Laudrup og datteren Rasmine, at et nyt projekt var på trapperne. Her delte de nemlig billeder fra et fotoshoot.
– Vi kan ikke vente med at fejre lanceringen af vores nye familieprojekt og dele det med jer alle sammen! Bliv hængende, skrev Brian dengang på Instagram.
At det lige er alkohol, familien skal sælge, er noget, Laudrup-klanen har erfaring med. Storebror Michael Laudrup, 56, har nemlig firmaet Laudrup Vinimport.