"Bridgerton"-stjerne bekræfter: Serien er inspireret af Kardashian-familien
Kim Kardashians dag blev lige pludselig meget bedre, da hun onsdag fik beskeden om, at dele af den populære Netflix-serie "Bridgerton" er inspireret af Kardashian-familien.
Den 34-årige Nicola Coughlan, der i serien spiller rollen som Penelope Featherington, valgte at dele nyheden på Twitter, efter Kim Kardashian i flere uger har fangirlet hårdt over ungdomsserien.
- Som verdens største "Bridgerton"-stan, ved Kim Kardashian så, at Kardashian-familien var en massiv inspirationskilde for familien Featherington, og at vi talte om dem hele tiden under kostumeprøverne?, skriver hun i sit opslag og fortsætter:
- Fordi jeg føler, at hun bør vide det.
Og meget tyder på, at Kimmy K endnu ikke var blevet fodret med dén information. På Twitter kvitterede hun i hvert fald med et særdeles opstemt svar, som hun sendte i Nicola Coughlans retning.
- HVAD?!?! Jeg går amok!!! Den her tweet (Nicolas tweet, red.) blev sendt til mig i min "Bridgerton"-gruppechat, skriver den 40-årige realitystjerne.
- Må jeg ikke nok please komme med til en kostumeprøve? Det ville gøre mit liv komplet. Jeg elsker dig, Lady W!
Artiklen fortsætter efter opslaget...
Når man hedder Kim Kardashian er det absolut ikke nødvendigt at spørge om sådan noget flere gange. Derfor var Nicola Coughlan lynhurtig til at sige ja til Kims forespørgsmål.
- Ja, selvfølgelig, vi ville elske at have dig på besøg, skriver hun og kaster endnu en Kardashian-Bridgerton fun fact på bordet:
- Vidste du egentlig også, at Mr. Pearl lavede dit korset til Met Gala, og det næste han lavede, var mit til "Bridgerton". Du har været en del af "Bridgerton"-verdenen i længere tid, end du er klar over.
Kim har flere gange delt stories på sin Instagram-profil, hvor hun sammen med veninderne Stepahnie Shepherd og Tracy Romulus har hygget sig med vin og "Bridgerton".
Artiklen fortsætter efter billedet...
Kim Kardashian er helt klart "Bridgerton"-fan, hvilket hun flere gange har dokumenteret på Instagram. (Foto: Kim Kardashian / Instagram)
"Bridgerton"-serien, der fik premiere i december måned sidste år, formåede på rekordtid at blive en af de mest sete tv-serier på Netflix.
Serien er baseret på den populære bogserie af samme navn, som er skrevet af forfatteren Julia Quinn.
Historien følger en række højtstående britiske familier, der bliver overvåget og sladret om af den hemmelige Lady Whistledown.