Britney Spears afslører uhelbredelig sygdom
Britney Spears er ikke bleg for at dele hverken bar hud eller personlige detaljer om sit liv på sociale medier - og nu gør hun det igen.
Sangerinden afslører nemlig nu på Instagram, at hun lider af en uhelbredelig sygdom.
Hun lider simpelthen af nerveskader i hele højre halvdel af kroppen.
Den 40-årige popstjerne fortæller videre, at nerveskaderne er årsagen til, at hun danser så meget.
Ifølge hende letter det nemlig smerterne.
Og Britney Spears har da også netop delt en dansevideo til opslaget, hvori hun afslører sin sygdom.
Se hende danse herunder:
I opslaget fortæller Britney Spears også, at sygdommen giver hende mange smerter, og at hun visse steder i kroppen er totalt følelsesløs.
Sygdommen påvirker desuden hendes søvn så meget, at hun vågner flere gange om natten.
Men danseriet hjælper altså, skriver sangerinden, som også bruger anledningen til at nævne en mystisk kvinde ved navn "Victoria".
I hvert fald skriver hun følgende i sit opslag:
- Jeg danser nu, Victoria, på trods af nerveskaderne i højre side af kroppen og på trods af, der ingen kur er - udover Gud.
I opslaget sætter Britney Spears også flere ord på de smerter, som lidelsen giver hende.
- De skyder op gennem nakken og gør allermest ondt i tindingen. Det stikker og er skræmmende, skriver hun.
Hun understreger dog, at hun har fået det bedre det sidste stykke tid.
Derudover slutter hun sit opslag af med en sviner til sin far, som indlagde hende mod sin vilje tilbage i 2019.
- Min far sagde altid til mig, da jeg var indlagt det sted, at ingen ville tro på, hvad jeg sagde. Men tro på mig nu, hvor jeg siger det her: Jeg håber af hele mit hjerte, at du brænder i helvede.