Britney Spears er færdig med mænd: - Jeg er "single as fuck"
LÆS OGSÅ: Britney Spears afslører alvorlig sygdom
Det går som bekendt op og ned i tilværelsen for den 42-årige Britney Spears.
I maj gik det faktisk så meget nedad, at man i et kort øjeblik frygtede et nyt psykisk sammenbrud fra den engang så populære popstjerne.
Hun var nemlig endt i det, der ifølge øjenvidner var et dramatisk skænderi med sin kæreste Paul Richard Soliz, og selvom parret klarede et par måneder mere, så er der nu blevet sat et endegyldigt punktum i forholdet til den ekskriminelle Soliz.
Det fortæller "Toxic"-sangerinden på Instagram, hvor hun sender en gedigen sviner i retning af sin nyerhvervede ekskæreste.
Det sker både i en story og i et opslag. I opslaget har "Crossroads"-stjernen dog efterfølgende fjernet teksten, der ellers meddelte, at hun er "single as fuck", og at hun "aldrig vil være sammen med nogen mand resten af" sit liv.
I en story har Britney desuden delt et billede af sig selv i en bil med Soliz bag rettet og teksten:
- Hvorfor kørte han 140 km/t i et område med én fotograf efter os bare for at rulle vinduet ned, da fotografen kører op ved siden af mig?? Og så ringer han til sin mor og siger, at han bliver chikaneret.
Spears har dannet par med den 38-årige Soliz siden september. Rygterne om deres forhold startede kort tid, efter det kom frem, at popstjernen skulle skilles fra Sam Asghari, som hun havde dannet par med siden 2016.
De fleste tæt på Brit Brit er dog ikke utilfredse med, at forholdet til Soliz nu er forbi.
- Han har været dårligt nyt lige fra starten, lyder det fra en kilde tæt på stjernen ifølge Page Six.
Britney Spears har udgivet ni studiealbums heriblandt det anmelderroste "Blackout" fra 2007. Hun har solgt over 100 millioner albums og er en af de bedst sælgende kvindelige artister nogensinde.
Til trods for sin massive succes i 00'erne skal fans af popdivaen dog ikke gå og håbe på et stort musikalsk comeback. Tidligere på året meddelte Britney nemlig, at hun var færdig med poplivet.
A' hva' gør hun?! Britney Spears bløder 70.000 om måneden for eksmandens nye lejlighed
- Bare så vi er enige: De fleste nyheder er skrald, lød det fra Brit Brit i et opslag på sin famøse Instagram-profil.
- De bliver ved med at sige, at jeg har henvendt mig til tilfældige mennesker for at lave et nyt album. Jeg vil aldrig vende tilbage til musikindustrien!!!