Britney Spears er klar til at slutte fred: Inviterer til dialogkaffe
Det er ingen hemmelighed, at der har været krig i Spears-familien i årevis.
Siden Britney chokerede hele verden ved at fortælle ærligt om, hvordan hun følte sig fanget i det værgemål, som faren, Jamie Spears, har stået i spidsen for siden 2008, har popprinsessen ikke holdt igen med at svine familien til.
De skriftlige og verbale lussinger er blevet sendt i retning af både Jamie Spears og moren, Lynne Spears, samt lillesøsteren, Jamie Lynn Spears, men nu er der altså noget, der tyder på, at den Grammy-vindende "Toxic"-sangerinde er klar til at slutte fred med familien.
I et opslag, som den 41-årige popstjerne har delt på sin Instagram-profil, inviterer hun nemlig dele af familien til dialogkaffe.
- Instagram kan ikke lide, at folk poster billeder af deres kroppe længere, så her er en selfie af mig i Mexico, skriver popstjernen i sit opslag og fortsætter:
- Mor og far... Jeg krydsede grænsen, og jeg klarede det! Efter ingen kaffe i 15 år. Mor, vi kan mødes til en kaffe nu. Jeg bliver behandlet som en ligeværdig. Lad os drikke kaffe og snakke om det.
Britney Spears har dog ofte gjort brug af heftig ironi og sarkasme i sine Instagram-opslag, og det er derfor uklart, hvorvidt hun rent faktisk mener ordene i sit opslag.
Tidligere på måneden sendte Britney dog en særlig hilsen i retning af sin 31-årige lillesøster, hvor hun da også lod til at have et ønske om at slutte fred.
- Det er min fødselsdag, men du er mit hjerte, så jeg tænker på dig, indledte Britney opslaget.
- Tillykke med at være så modig, inspirerende og at vise mod og ære i dit show, skriver hun og refererer til det kommende program "Special Forces", der svarer til det danske "Korpset", som Jamie Lynn er en del af.
- Du er ikke alene. Hvis nogen ved, hvordan det føles, så er det mig. Min lillesøster, jeg elsker dig, sluttede Britney opslaget, der efterfølgende er blevet ændret.
Britney har i sine seneste opslag fjernet muligheden for at kommentere, men til gengæld har Britneys mor liket sin datters opslag, så måske julefreden alligevel vil kunne sænke sig over familien Spears i år?
Sammenbrud ledte til umyndiggørelse
"Crossroads"-stjernen levede som umyndiggjort fra 2008 og frem til november 2021.
Umyndiggørelsen blev igangsat i forbindelse med, at Britney blev ramt af et sammenbrud, der blandt andet resulterede i, at hun låste sig selv og sin yngste søn, Jayden James inde på sit badeværelse og nægtede at overlevere børnene til deres far, Kevin Federline.
I den periode var det faren, Jamie Spears, der havde fuld kontrol over popstjernedatterens formue på cirka 400 mio. kr., ligesom det også var ham, der kontrollerede hendes privatliv.
Britney Spears fik sit store musikalske gennembrud i 1998, da hun udkom med Max Martin-singlen "...Baby One More Time".
Siden da er det blevet til i alt ni studiealbums, adskillige verdensturnéer og en enkelt spillefilm.