Brittany Murphy blev kun 32 år: Stod manden bag?
Hollywood-stjernen Brittany Murphy var blot 32 år gammel, da hun en decembermorgen i 2009 kollapsede foran sin mor – og døde kort efter på sit badeværelse.
Dødsfaldet sendte chokbølger gennem hele verden, men blev også startskuddet til utallige myter. For hvorfor døde hun?
Længe florerede der rygter. Nogle spekulerede i, om det var stoffer. Andre mente, at det var anoreksi. Og så var der dem, der pegede fingeren i retning mod Brittanys mystiske ægtemand, Simon Monjack.
Var han skyld i skuespillerens død?
Anklagen lød bl.a. på, at han afskar hende fra omverdenen. Han holdt hende indespærret i hjemmet. Gav hende stoffer. Kontrollerede hendes tanker.
Inviterede pressen ind
Det er ingen hemmelighed, at Simon Monjack var excentrisk og til tider bizar – og hans opførsel efter Brittany Murphys død var mindst lige sådan.
Allerede dagen efter stod han frem for at sætte ord på sin sorg. Det var i sig selv ikke mystisk. Det var nærmere hans opførsel, der vakte opsigt. Han inviterede uden tøven pressen og deres videokameraer indenfor.
Her viste han – nærmest stolt – badeværelset frem, hvor Brittany Murphy kollapsede.
– I er de første til at se det berygtede badeværelse, sagde han til kameraerne.
Han viste også billederne af Brittany Murphy, som de havde brugt til hendes begravelse.
– Jeg synes, det var et perfekt teatralsk foto af én, der netop har taget sit sidste buk, lød det nærmest uhyggeligt fra manden.
Simon Monjack var forfatter, men et noget ukendt ansigt, og nogle mente, at han kun var interesseret i den otte år yngre Brittany Murphy på grund af hendes formue.
Sikkert er det da også, at han ganske hurtigt rykkede ind hos skuespilleren og hendes mor i den mondæne villa i Hollywood Hills.
Derfor var Brittany bestemt ikke alene hjemme, da hun pludselig kollapsede natten til 20. december 2009.
Vågn op, Brittany!
I ugerne op til sin død havde Brittany Murphy været småsløj med influenzalignende symptomer.
I løbet af natten var hun gået ud på badeværelset, hvor hun faldt om, og det var hendes mor, der fandt hende på gulvet.
– Min datter er kollapset. Skynd jer!, lød det panisk fra mor Sharon, da hun ringede til alarmcentralen.
– Brittany! Please, vågn op! bønfaldt moderen grædende i telefonen.
Hollywood-stjernen blev hastet til Cedars-Sinai-hospitalet i Los Angeles, men hendes liv stod ikke til at redde. Hun blev erklæret død klokken 10.04 20. december 2009.
Næsten præcis to måneder senere - 25. februar 2010 - blev hendes død henlagt som en tragisk hændelse.
Man konkluderede, at hun døde som følge af en dødelig cocktail, der bestod af en lungebetændelse, blodmangel og forgiftning som følge af for store mængder smertestillende piller.
Brittany Murphy led af svær jernmangel, som havde svækket hendes immunforsvar yderligere, lød det obduktionsrapporten.
Der er dog stadig dem, der mener, at hendes ægtemand Simon Monjack stod bag – eller hvert fald drev hende ud i et usundt liv, der endte med at blive fatalt.
Men sandheden bliver nok svær at få endegyldigt frem. Simon Monjack døde nemlig selv præcis fem måneder efter sin hustru.
Ligesom Brittany Murphy blev han fundet død i parrets hjem – og det var også Sharon, der fandt ham død.
Man konkluderede desuden, at det også var en lungebetændelse, der tog livet af ham.
Simon Monjack blev 40 år.