Bruce Springsteen kommer til Odense
Helbredet har skrantet for den garvede rocklegende Bruce Springsteen det seneste stykke tid.
Det har medført en aflysning af en række koncerter for Bruce Springsteen og hans E Street Band i USA og Canada.
Men et dårligt helbred og en fremskreden alder på 74 år holder ikke musikeren tilbage.
Nu har han netop offentliggjort, at han vender tilbage til Danmark.
Denne gang er det Fyn, der får æren af amerikaneren.
Den 9. juli næste år spiller han nemlig på Dyrskuepladsen i Odense som en del af hans 2024 World Tour.
I år spillede han to koncerter i juli i Parken, og da han sidenhen skulle fortsætte sin turné over Atlanten, blev han syg og har måttet udskyde alle sin koncerter til næste år.
Billetter til koncerten næste år i Odense bliver sat til salg på torsdag klokken 10, mens presale starter onsdag klokken 10.