Bubber kan ikke genkende cykelhistorier: – Jeg skal sgu nok passe på
– Min kæreste er også næsten blevet kørt ned af Bubber. Hvor mange er I derude?
Sådan starter et 12 dage gammelt opslag på det sociale medie Reddit, hvor en bruger leder efter ligesindede, der også har haft en nærdødsoplevelse i trafikken med den danske tv-vært.
Og lad os bare sige, at brugeren FlatEarth_CheeseMoon12 i den grad spørger ind til en varm Bubber-kartoffel.
For hold da op, der er mange, der også har haft en Bubber-oplevelse i trafikken. I skrivende stund har opslaget over 400 kommentarer.
Selv kan tv-værten dog ikke genkende billedet af, at han skulle køre mere hasarderet end andre.
Det siger han i radioprogrammet “Danmarks mindste nyheder” på 24syv.
Her spørger de to værter Anton Ringdal og Kristoffer Kristensen tv-værten ind til rygterne.
– Jeg ved det ikke. Jeg kører meget på cykel, men jeg synes, jeg er meget hensynsfuld. Men folk må jo nogle gange opleve noget, jeg ikke oplever, lyder det fra Bubber.
Han kan dog berolige folk, der er bange for at blive “bubbet” om, at der selvfølgelig er styr på situationen i trafikken.
– Jeg kan godt se, hvis man ikke er vant til at gebærde sig i trafikken, eller det er ens første gang i København. Så kan det gå stærkt. Men jeg skal sgu nok passe på, og jeg har set folk, forsikrer Bubber.
Til gengæld vil han gerne bekræfte historien om, at han er cyklet hele vejen ind på Burger King engang.
Det skete, efter at han og et cykelhold var kørt fra Skagen til København.
– Det er det, der sker, når man har en cykel, der ikke kan låse. Vi var simpelthen så skrupsultne, men jeg tror nu nok, jeg trak den med ind, siger tv-værten.
En uerfaren cyklist kan man ikke bebrejde Bubber for at være.
Blandt andet har tv-værten flere gange været en del af velgørenhedsholdet Cykelnerven, der cykler i Pyrenæerne for en verden uden Scelrose.