Camilla Martin fik et ildebefindende på live-tv
Det var på ingen måder sjove billeder, der løb over skærmen, da Camilla Martin fredag på live-tv fik et ildebefindende.
Den danske TV 2 SPORT-vært stod i studiet sammen med badmintoneksperterne Jim Laugesen og Joachim Fischer, da hun pludselig fik det dårligt.
Camilla Martin blev svimmel midt under udsendelsen, og hun får sagt, at hun har det skidt og beder eksperterne om at tage ordet for en stund.
Værten kom heldigvis ovenpå igen senere fredag. Men var en ubehagelig oplevelse for både Camilla Martin og seerne.
- Det så ikke rart uden for nogen. Jeg kan godt forstå at seerne har reageret på dette. Hun får et ildebefindende og har prøvet det før og det sker, når hun har drukket for lidt vand og står op i længere tid. Hun er heldigvis i gode hænder og har fået fri resten af dagen, sagde kanalchef på TV 2 SPORT, Kristian Hyldgaard til BT fredag.
Ikke første gang
Efter Martins ildebefindende har hun modtaget flere beskeder fra bekymrede danskere.
Men hun slår fast, at hun har det godt.
- Jeg har det rigtig fint. Jeg har prøvet det før, og det skete også nogle gange i løbet af min badmintonkarriere. Som regel er det, hvis jeg ikke har fået drukket nok. Det er ikke ukendt for mig, så jeg er bestemt ikke urolig. Jeg var mere bekymret for dem, der oplevede det, siger hun, siger hun til TV 2 SPORT.
Den tidligere badmintonstjerne og nuværende tv-vært har også på sin Twitter-profil skrevet til bekymrede danskere.
- Kære alle. Tak for beskeder og tanker. Jeg var hurtigt på højkant igen, og gode kollegaer var og er omkring mig, skriver hun.
Også på TV 2 Badmintons facebook-profil var de hurtigt ude for at forsikre seerne om, at Camilla Martin var på højkant igen.
Det er endnu ikke meldt ud, om Camilla Martin er tilbage i studiet i dag, når blandt andet Viktor Axelsen skal spille semifinale ved årets All England.