Kendte25. august 2019

Carl Emil: Det var som et kærestebrud

Bruddet med Ulige Numre var hårdt, men Carl Emil Petersen har igen fundet fodfæstet – nu som solist
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/carl_emil_petersen_-_toppen_af_poppen_dm.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

En septemberdag i 2011 smed Carl Emil Petersen og resten af det hedengangne rockband Ulige Numre det da endnu ukendte kæmpehit "København" på Youtube.

Et par timer senere blev de erklæret Danmarks nye rockhåb, og pressen stod på tæer for at få fat i den nye gruppe.

Forud for kæmpesuccesen, som kun voksede sig større, indtil gruppen i efteråret 2017 gik i opløsning, havde Carl Emil brugt timevis alene på sit værelse med Bob Dylans rustne røst bragende ud ad højttalerne.

Og at Danmark er blevet beriget med et gudbenådet talent som Carl Emil skal da også tilskrives det aldrende rockidol.

– Min far havde nogle gamle båndede optagelser af Bob Dylan i '66, da han gik elektrisk. De har plantet sig i mig som noget af det, der virkelig gav mig lyst til at lave musik.

Det var mødet med den gamle musik, som min far lærte mig at lytte til, der vakte min interesse for at spille guitar og skrive mine egne numre, fortæller han.

3 hurtige:

– Hvilket nummer kan altid få dig på dansegulvet?

– Jeg danser ikke, men jeg kan godt lide "Blidt over dig" med Lars H.U.G. Det er et af de federe danske numre, der er skrevet.

– Hvad sætter du på, når du er trist?

– Lana del Rey, New Order, Bob Dylan.

– Hvilken sang ville du høre, hvis du kun måtte høre én sang resten af livet?

– "Give Me Shelter" med Rolling Stones. Det er et af de sejeste rocknumre, som man aldrig bliver træt af. Det gør Scorsese heller ikke. Han har brugt nummeret i tre af sine film.

FRA GENNEMBRUD TIL BRUD

De var stadig på toppen, da Carl Emil i 2017 valgte at gå solo.

Kemien i bandet var ikke længere den samme, og han blev klar over, at hans kreativitet havde brug for mere professionelle rammer, hvis den skulle blive ved med at udfolde sig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ulige_numre_dm.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Sammen med Ulige Numre vandt Carl Emil den ene pris efter den anden. I efteråret 2017 sluttede en æra, da bandet gik i opløsning på Carl Emils initiativ. (Foto: Dan Mariegaard)

Men det var svært at forlade de fire venner, som han havde bygget den enorme succes op med, og springe ud i det uvisse som soloartist uden de andre i ryggen.

– Samtidig gik min kæreste og jeg fra hinanden. Det var første gang, at jeg oplevede at være i et forhold og mærke, hvordan kærligheden giver alverdens lykke og samtidig gør ondt og suger alt liv ud af dig, har Carl Emil, som alligevel udgav sit første soloalbum, "Natradio", i 2017, sagt til Euroman.

– Det var nærmest en dobbelt breakup-plade, og selv om det ikke har været et terapeutisk projekt, har jeg haft brug for at lave disse sange.

DRØMMEDEBUT

Trods den uvisse fremtid er det endt godt for sangtalentet.

Han har fundet kærligheden med en ny kæreste, og hans solokarriere blev skudt i gang med en koncert på Roskilde Festivalens Arena-scene.

– Det var første gang, efter vi lukkede bandet, at jeg skulle stå på egen hånd med et nyt rockband og spille nogle nye sange.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/carl_emil_petersen_-_toppen_af_poppen_foto_tv2_mikael_rieck.jpg
 (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

Carl Emil lagde hårdt ud med sin fortolkning af Anders Blichfeldts "Female Voice", som blev til "Silkestemme". På søndag er det ham selv, der sidder for bordenden i "Toppen af poppen". (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

– Der var 20.000 mennesker inde i teltet, som gav mig en varm velkomst, så det var et rigtigt stort øjeblik.

At spille på Roskilde Festival er jo noget af det største her i Danmark, fordi der er en speciel energi, og jeg har selv været der som publikum gennem 10 år, og så er det jo et uovertruffent publikum, som kender sangene og er musikinteresserede, fortæller han.

Selv om han fra start sang sig direkte ind i toppen af hitlisterne, har det taget den generte sangskriver et par år at tage tilløb til at takke ja til en plads rundt om bordet i TV 2's sangprogram "Toppen af poppen".

Ikke desto mindre kan du nyde hans gamle hits i ny forklædning på søndag klokken 20.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/toppen_af_poppen_foto_tv2_mikael_rieck.jpg
 (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

Anders Blichfeldt, Kwamie Liv, Teitur, Medina, Carl Emil, Chief 1 og Cæcilie Norby spiller gamle ørehængere i nye klæder de næste seks søndage i TV 2's "Toppen af poppen". (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

– Jeg er ikke sådan en, der rejser mig op og holder tale til fødselsdage, så det var lidt vildt at sidde der, og det hele skulle handle om mig.

Jeg gik ind til det så ærligt, som jeg kunne, og synes bare, det var et dejligt rum at være i med nogle mennesker, som lytter.

Og nogle, som også kan relatere til at skrive, skriveblokader og store højdepunkter og nedture og sådan.

Sponsoreret indhold