Kendte10. juni 2020

Carla Mickelborg med kæmpe undskyldning: - Jeg er flov

Den seneste tids debat og racisme, har fået skuespiller og blogger Carla Mickelborg til i den grad at tænke over sin egen opførsel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190506_pg_carla_0191.jpeg
 (Foto: Peter Grosen)

Siden den 46-årige George Floyd på brutal vis blev dræbt på asfalten i Minneapolis, har store dele af verden været i oprør – og racedebatten er i den grad i fokus.

Men det er ikke kun i USA, at debatten om racisme er i fuld gang.

Efter drabet på George Floyd har flere kendisser offentligt delt deres støtte og sympati, og tirsdag i sidste uge var internettet plastret til med sorte firkanter for at vise solidaritet med Black Lives Matter-bevægelsen.

Søndag deltog mere end 15.000 mennesker i en demonstration i København for at vise sin modstand til racisme i Danmark. En demonstration som Black Lives Matter Danmark stod bag.

Og den 31-årige blogger Carla Mickelborg tilslutter sig også gruppen af folk, der i disse dage tager ekstra stilling til racisme. Det afslører et opslag på Instragram:

- Jeg har været berøringsangst. De sidste ugers begivenheder og det globale fokus på BLM (Black Lives Matter, red.) har rørt mig dybt, starter Mickelborg sit opslag til sine mere end 111.000 følgere på Instagram.

Carla Mickelborg forklarer, at hun ønsker at ”italesætte” racismen, men at frygten for, at hun ”ikke besidder tilstrækkelig viden” ”ikke kan måle sig med en så vigtig sag”.

Artiklen fortsætter efter Instagram-opslaget …

Den smukke blogger ønsker at blive klogere på emnet racisme og afslører desuden, at hun tidligere ikke har opført sig helt efter bogen:

- For 5 år siden omtalte jeg mig selv med n-ordet, efter at være blevet farvet mørk i huden af en selvbruner, forklarer hun sine Instagram-følgere.

Og selv om videoen i dag er slettet, så tyder noget på, at den smukke skuespiller og blogger alligevel har behov for at lette sit hjerte:

- Jeg føler stadig et behov for at komme med en undskyldning! Dengang tænkte jeg desværre ikke over, hvordan det ord repræsenterer den uretfærdighed og de rædsler, som så mange mennesker har skulle leve med hele deres liv.

Carla Mickelborg understreger, at racisme naturligvis ikke er i orden, og noget tyder på, at hun skammer sig gevaldigt:

- Jeg er flov over, at jeg dengang havde det ord i mit ordforråd, forklarer hun og tilføjer, at hun siden dengang er blevet klogere.

Mickelborg ønsker at bruge sin platform på Instagram til blandt andet at udvise sin sympati med Black Lives Matter og opfordrer desuden sine følgere til at dele blandt andet relevante profiler og organisationer.

Sponsoreret indhold