Kendte25. juni 2023

Caroline Flemings søn forgyldt: Fortsætter krigen mod Duddi

Valdemars Slots ejer Louise Iuel Albinus fik på en auktion hentet flere familieklenodier med hjem til Tåsinge
Caroline Fleming
Mens lillesøster kæmper for at redde familiens slot, kan Caroline Fleming se sin søn skrabe masser af penge ind.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Louise Iuel Albinus: Det hele er tragisk

Forholdet mellem Caroline Fleming og hendes lillesøster Louise Iuel Albinus – kaldet Duddi – er fortsat iskoldt.

Mens 44-årige Duddi forsøger at forhindre familieklenodierne fra Valdemars Slot i at blive spredt, så skovler Caroline Flemings 19-årige søn Alexander penge ind.

Caroline Fleming og Alexander Fleming
Caroline med sin 19-årige søn Alexander, som sammen med auktionshuset Bruun Rasmussen er vinderen, hver gang genstande fra Valdemars Slot sælges på auktion.
 Foto: Jesper Sunesen

Duddi og Carolines far, den afdøde lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, besluttede i samarbejde med Carolines milliardæreksmand Rory Fleming, som i årevis holdt hånden under Valdemars Slot, at når lensbaronen døde, så skulle slottets indbo overgå til Caroline og Rorys ældste søn. Selve slottet skulle drives videre af et aktieselskab ejet af Duddi og Caroline. Men da Duddi efter en fejde med sin søster blev eneejer af slottet, fik Caroline al indbo fjernet – på nær nogle ganske få ting.

Det er det indbo, som Caroline fik fjernet, som nu – i etaper – kommer under hammeren.

Danmarkshistorie

Mange af genstandene er ikke kun en del af Iuel-Brockdorff-familiens historie. Sjældenhederne er også en del af Danmarkshistorien. Men de historiske klenodier såsom et håndskrevet skøde, der dokumenterer Iuel-slægtens ejerskab til Valdemars Slot, har tilsyneladende kun pengeværdi for Caroline Fleming og hendes søn.

Duddi
Det lykkedes blandt andet Duddi at sikre sig det originale skøde på Valdemars Slot. Det kostede 18.000 kr.
 Foto: Kaspar Wenstrup

I hvert fald røg netop skødet sammen med lang række andre unikke familieskatte på auktion onsdag i sidste uge.

Duddi og ægtefællen Nikolaj Albinus deltog i budrunderne i Bruun Rasmussens lokaler i Bredgade i København.

Med et bud på 18.000 kr. lykkedes det slotsejerparret fra Tåsinge at sikre sig det håndskrevne skøde, som i 1678 blev signeret af kong Christian V.

Valdemars slot
Det håndskrevne skøde, som kong Christian V underskrev, da han overdrog Valdemars Slot til Iuel-slægten.
 Foto: Bruun-Rasmussen auktioner

Efter Bruun Rasmussen har sikret sig både salær og gebyr, bliver resten af hammerslagspengene – denne gang en lille million kroner – overført til milliardærsønnen Alexander.

Duddi og Nikolaj Albinus fik også andre af slægtens ejendele med hjem og selv om de langt fra havde råd til det hele og en amerikansk samler betalte en halv million kroner for et håndskrevet eksemplar af en 1400-tals-udgave af Jyske Lov, så var Duddi rimelig tilfreds.

Flere auktioner på vej

– Det er godt, det kommer hjem, hvor det hører til, sagde hun til Billed-Bladet om skødet.

Ved onsdagens auktion blev også Valdemars Slot-klenodier som kejser Joseph II’s segldåse, Iuel-slægtens adelspatenter underskrevet af kongen, sølvtøj, diverse møbler, Valdemars Slots arkiv samt et håndskrevet musikarkiv solgt.

Det købte Duddi

Slotsfruen fra Valdemars Slot fik det meste af det, hun kom efter, på sidste uges auktion:

– Det lykkedes mig at sikre mig ni af auktionsnumrene, siger Duddi til SE og HØR.

Valdemars Slots arkiv med gamle breve, love, rejsebeskrivelser, regnskaber og krøniker kostede Duddi 170.000 kr.

Det lykkedes også at købe skøde på slottet og andre ejendomme, adelspatenter og patent på en københavnsk ejendom, som i dag huser den franske ambassade, men som engang tilhørte Valdemars Slot. Adelspatenterne kostede 49.000 kr. og skøderne 47.000 kr. Kejserens segl kostede 12.000 kr. og et flygel af rosentræ fik hammerslag ved budsummen 100.000 kr.

Duddi vil ikke afsløre, hvor meget hun i alt betalte for de ni auktionsnumre, men hun oplyser, at der skal betales et salær på 32 procent af budsummen til Bruun Rasmussen.

En originaludgave fra 1400-tallet af Jyske Lov blev købt af en amerikaner, som betalte 500.000 kr. for værket.

Denne gang blev der mindre end en mio. kr. til Alexander, men Duddi forventer, at en stor bogsamling, slottets lysekroner og andre ting kommer under hammeren på et senere tidspunkt.

Når den tid kommer, vil Duddi sidde klar i auktionslokalet og byde med de skillinger, hun har tilbage, alt imens pengene vælter ind på nevøens konto.

Valdemars slot
Der er ikke megen aktivitet på Valdemars Slot lige nu, men i 2025 åbner en stor kunstudstilling.
 Foto: Jesper Sunesen

Selv om Caroline Fleming personligt var til stede, da slottet blev tømt for indbo, forsøger hun gennem sin pressedame at lægge afstand til auktionskrigen med søsteren:

Caroline er ikke involveret i de auktioner og beslutninger bag dem. Hun har selv været nødt til at købe de ting tilbage, der stod hende nær.

Sponsoreret indhold