Casper Christensen indlagt med store smerter
Midt i optagelserne til endnu en sæson af sit og Mikael Bertelsens eksperiment ”All Exclusive”, blev Casper Christensen pludselig så dårlig, at han måtte trække stikket.
Det fortæller han i podcasten ”Casper ringer til Frank”.
- Jeg har så mange smerter, at hele kroppen går i chok. Og så siger jeg: ”Jeg skal på hospitalet nu”, fortæller han.
Interviewet foregår i et afsidesliggende hus i bjergene i Spanien, og det er ifølge Casper ikke sådan et sted, man lige venter på en ambulance.
I stedet får han et lift af en ældre herre, som kører Casper til det nærmeste privathospital, hvor han får sprøjtet kontrastvæske i årerne og ryger i CT-scanneren.
- Vi finder så ud af, at det er brok, siger han og fortsætter:
- Nu bliver det ulækkert. Noget af tarmen er røget ud og har sat sig i klemme, så jeg får morfin, og så får de trykket den tarm op, fortæller Casper, som slap for operation.
Casper var blevet ramt af brok i lysken og efter at have rådført sig med en specialist hjemme i Danmark, anskaffede han sig et såkaldt brokbind.
Komikeren sammenligner det med frækt undertøj til kvinder, som skal spændes stramt fast om lårene og balderne.
- Det ligner et sexapparat, forklarer han.
Casper kan ikke holde ud at gå med brokbindet og beslutter sig for at smide det i håndbagagen, inden han sætter sig i flyveren med kurs mod Danmark, hvorefter et vaskeægte ”Klovn”-moment udspillede sig i lufthavnen.
- Hvem bliver trukket ud i tolden til fuld gennemgang af min kuffert? Ingen i tolden kan finde ud af, hvad det var, så jeg måtte stå og forklare om smerter på gebrokkent spansk, siger han og tilføjer:
- Det var sindssygt pinligt. Det var ikke mit stolteste øjeblik.
Det er ikke første gang, sygehusvæsenet bliver involveret på ”All Exclusive”-optagelserne.
Casper har tidligere fortalt, at en medarbejder fra produktionen faldt død om, da produktionsholdet var på restaurant under optagelser i Frankrig.
Det kan du læse mere om her.