Casper Christensen og Remee uvenner i årevis: Bagtalte ham
AFSLØRING: Sådan endte Remee og Casper Christensen med i frikirke
De har begge været blandt Danmarks mest kendte mænd de seneste årtier.
Men på den private front har der været indædt og årelang strid mellem Casper Christensen og Remee.
Det har Casper Christensen afsløret i sin podcast, ”Casper 3080 Tikøb”, hvor han taler med Remee og deres fælles præst, Thomas Hansen.
– Remee og jeg har kendt hinanden i 30 år, men lige pludselig fyrer jeg den ekstra af i nogle år, og i den periode ryger vi meget skævt af hinanden
– Og jeg begynder at bagtale Remee lidt og tale dårligt om ham, og det fik jeg det faktisk ret dårligt over, fortæller Casper i sin podcast.
Kirkebeskeder
Begge er medlem af Thomas Hansens kirke, og pludselig opdagede Casper, at Remee var i kirkens WhatsApp-gruppe sammen med ham.
– Ja, så skrev jeg til dig og sagde, at jeg havde rodet lidt rundt i tingene, lyder det undskyldende fra Casper til musiksmeden.
I den anden ende modtog en lykkelig Remee beskeden fra manden, der havde modarbejdet ham på de indre linjer blandt de danske kendte.
– Det blev jeg rigtig glad for.
– Det havde jeg ikke regnet med, fortæller Remee.
Og Casper blev selv glad, da han rakte ud i forsøget på at bilægge den bitre strid.
– Men det føltes rigtigt godt, og jeg mente det. Vi er praktisk talt vokset op i vores kendthed sammen, så det er ret åndssvagt ikke at kunne tale sammen. Det kan vi så også i dag, beretter komikeren.
Ked af fejden
Remee indrømmer da også, at det langt fra var fedt at vide, at han havde en fjende i Casper, uden at han vidste hvorfor.
– Det havde også gået mig meget på i de år, hvor jeg mærkede det. Det gjorde mig ked af det og jeg var ærgerlig over det.
– Jeg forstod ikke helt, hvorfor det var sådan.
Og Casper bliver ham svar skyldig.
– Jeg kan heller ikke forstå det selv. Jeg ved ikke, hvad der triggede, men et eller andet triggede du.
Da Casper rakte ud, var Remee ikke sen til at glemme krigen mellem dem.
– Jeg har det også sådan, at hvis folk kan komme og sige: ”Det er jeg ked af”, så skal man også tilgive.
– Og så skal man også videre. Selv folk der har stjålet fra mig, hvis de kommer og siger undskyld, vil jeg hellere bare det, siger han.
Vigtig selverkendelse
Casper har selv været gennem en vild udvikling de senere år, hvor han har kigget indad for at få klarhed over sin egen rolle i mange ting. Og han har fået flere indsigter undervejs.
– Jeg kan selv ikke samle på det negative. Jeg bliver tynget af det. Mit kom jo igennem de seneste fem år, hvor jeg har været gennem en del terapi.
– Hvad er det, der har trigget dig til at slippe de her ting?, spørger han derefter Remee.
– Jeg tror faktisk, at jeg altid har været ret selvreflekterende. Det blev jeg tvunget til på grund af min barndom. Jeg har altid skullet finde en måde at overleve på.
– Jeg havde to muligheder. Den ene var at dø af bitterhed, eller søge mod lyset på en eller anden måde. Derfor tror jeg, jeg altid har været tiltrukket af livsglæde og optur. Sikkert også på en måde, der har irriteret folk helt vildt.
– Der har været et grundlæggende svigt i mit liv, så jeg har aldrig været tiltrukket af mørket, forklarer Remee.
Det får Casper til at erkende:
– Derfor er det også så besynderligt, at jeg vælger netop dig til at kaste en mærkelig interesse på.
– Det synes jeg egentligt.
I dag er alt godt mellem de to nu tidligere fjender.