Kendte29. september 2023 (opd. 24. april 2024)

Casper Christensen sletter alle spor fra sit storslåede, men knap så vellykkede NFT-projekt

Sammen med forsidefruen Sarah Louise Christiansen gik Casper Christensen med store armbevægelser ind i NFT-verdenen. Og nu er han ude igen
Casper Christensen er i dag 55 år gammel.
Casper Christensen er i dag 55 år gammel.
 Foto: Mikael Rieck

Opdateret lørdag klokken 8.30: Siden historien blev udgivet, er billederne kommet på Caspers Instagram igen. Han har stadig ikke svaret på SE og HØRs henvendelser

Græsset kunne ikke blive grønnere, træerne voksede næsten ind i himlen, og lykken var for alvor gjort for Casper Christensen.

Sådan lød det fra hovedpersonen selv, da han i slutningen af marts i år lancerede sit kæmpestore projekt, som han ifølge ham selv havde arbejdet over et år på sammen med forsidefruen Sarah Louise Christiansen.

Nemlig deres NFT-projekt - The Freudian Slip.

To glade NFT-sjæle foran en natklub i København tidligere på året.
To glade NFT-sjæle foran en natklub i København tidligere på året.
 Foto: Mikael Rieck

Som bannerfører og motiv på samtlige 2000 billeder, der alle skulle sælges, gik Casper Christensen ind i NFT-markedet med hovedet højt og forventningerne endnu højere.

Både han og Sarah Louise Christensen turnerede på diverse tv-programmer, radiokanaler og podcasts, hvor de fortalte om deres store forretningseventyr.

I dag er der solgt 48 styks, og syv er givet væk gratis.

I maj måned lød salget på 43, kunne SE og HØR afsløre.

Hvad er det, de sælger?

En NFT er en digital genstand.

Det betyder, at der kun findes ét eksemplar af hver NFT. Så ejer man en NFT, er man den eneste i verden, der ejer lige præcis dén.

En NFT kan være mange ting. Et billede, et maleri, en lydfil eller noget helt fjerde.

Casper Christensen og Sarah Louise Christiansen har brugt billeder af førstnævnte som deres "værker".

Om det er det beskedne salg eller andre årsager, der nu har fået tusindkunstneren til at slette samtlige spor om sit NFT-arbejde på sin Instagram, ved vi ikke. For han svarer ikke på SE og HØRs henvendelser.

Vi kan blot konstatere, at hans profil på Instagram er støvsuget for NFT-indhold.

SE og HØR fik ellers fat på Casper Christensen tilbage i maj til en lanceringsfest i indre København, hvor han kaldte projektet for en kæmpe succes.

Og på lanceringsdagen tilbage i marts kunne man også finde Casper Christensen ude på en stor græsplæne i en video på Instagram, som SE og HØR er i besiddelse af, hvor han udtrykte stor begejstring for projektet.

- Det er meget, meget spændende. Jeg har brugt et år på det her, og det har været helt fantastisk at lave. Det er super spændende, og jeg er meget oppe at køre over det, sagde han blandt andet i videoen.

Begejstringen er øjensynligt forsvundet siden.

Sponsoreret indhold