Kendte10. maj 2023

Casper Christensens navn skulle sælge 2000: Kun 43 er solgt

Den tidligere forsidefrue Sarah Louise Christiansen har bedt komikeren om hjælp til at sælge 2000 NFT'er med hans ansigt på - alligevel går det meget langsomt med at lokke købere til
Casper Christensen og Sarah Louise Christiansen startede sit NFT-projekt for et år siden. Salget begyndte 1. april 2023.
Casper Christensen og Sarah Louise Christiansen startede sit NFT-projekt for et år siden. Salget begyndte 1. april 2023.
 Foto: Mikael Rieck

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Der blev ikke sparet på armbevægelserne, da den tidligere forsidefrue Sarah Louise Christiansen og komikeren Casper Christensen sidste år gik sammen om et stort projekt.

Ideen var at sælge 2000 NFT'er med hans ansigt på til 2000 kroner stykket. I dag kan SE og HØR afsløre, at der blot er solgt 43, siden salget gik i gang 1. april 2023.

Tallet har vi ikke fra hovedpersonerne Casper eller Sarah. For de har ikke på noget tidspunkt haft lyst til at fortælle om salget, da ”det ikke er det vigtige i projektet”.

Det væsentlige er ifølge de to skabere snarere at folk, der køber kunsten og bliver en del af ”klubben”, får en masse goder og et unikum, som støtter op om det at være i kontakt med sig selv.

SE og HØR har gennem en kilde dog fundet en vej til at se alle kvitteringerne på samtlige af de køb, der er blevet foretaget.

Og her står det klart, at der siden 1. april 2023 – hvor billederne blev lanceret - er blevet solgt 43 styks.

Hvad er det, de sælger?

En NFT er en digital genstand.

Det betyder, at der kun findes ét eksemplar af hver NFT. Så ejer man en NFT, er man den eneste i verden, der ejer lige præcis dén.

En NFT kan være mange ting. Et billede, et maleri, en lydfil eller noget helt fjerde.

Casper Christensen og Sarah Louise Christiansen har brugt billeder af førstnævnte som deres "værker".

Ud over NFT'en får køberne også smågaver hist og her.

Senest er der blevet givet biografbilletter og gavekort.

Da SE og HØR for nogle uger siden var med til Caspers og Sarahs store fejringsfest af deres nye projekt på en natklub i det indre København, var det heller ikke just let at få øje på de mennesker, der havde købt NFT’en.

Vi fandt kun én.

Resten var enten venner eller venners venner til Sarah eller Casper.

På trods af det skånsomme fremmøde af købere til den eksklusive fest fortalte Casper, at han var glad for resultatet af NFT Super Lab indtil videre.

Inden han smuttede fra stedet – en halv time før, det reelt sluttede - nåede han at svare på enkelte spørgsmål:

- Er det en succes det her?

- Kæmpe succes. Succes, succes, succes, success. Det må jeg sige.

Festen blev holdt i hjertet af København den 14. april i år.
Festen blev holdt i hjertet af København den 14. april i år.
 Foto: Mathias Andersen

- Hvad måler du det på?

- Hvor er det, du er fra?

- Se og Hør

Og her havde Casper ikke lyst til at tale længere. Han gik sin vej.

Kæmpe succes. Succes, succes, succes, success. Det må jeg sige.

Casper Christensen til SE og HØR

SE og HØR har efterfølgende forsøgt at kontakte Casper flere gange for at høre, hvad han synes om salget, men han har ikke svaret på henvendelserne.

Sarah, der er idékvinden bag hele projektet, har heller ikke haft lyst til at komme ind på salget.

Hverken når folk har spurgt ind til hende på hendes sociale medier eller på virksomhedens sociale kanaler.

Heller ikke da SE og HØR spurgte hende over telefonen.

Det ændrede sig dog i løbet af samtalen.

- Salget er ikke vigtigt for os. Og derfor vil vi heller ikke melde noget ud, var den første melding fra Sarah til SE og HØR.

- Jeg talte med dørmanden til jeres launchfest. Han fortalte, han lukkede mellem 50 og 60 mennesker ind, som havde købt en NFT. Er det et realistisk tal?

- Ja, det vil jeg mene. Det er meget realistisk.

- Hvordan kan tallet være realistisk, når jeg kan se, at der kun er solgt 43 i alt?

- Ja, okay. Du skal ikke tage dørmandens ord for gode vare så.

- Kan du bekræfte de 43 salg i alt?

- Ja. Der er blevet solgt 43 i alt.

- Er det en succes, synes du?

- Det er en succes. Bestemt.

Vi har også forelagt Magnus, der er en af de få, der har købt en NFT af Casper og Sarah, salgstallet, efter det blev bekræftet af direktøren, Sarah.

SE og HØR kender Magnus' identitet.

- Det er meget få salg, de har lavet på den tid, siger han

Og det kan der måske være noget om, hvis man kigger på andre lignende projekter i vort ganske land.

For tilbage i april måned i 2022 lancerede den danske kunstner Kristian von Hornsleth 1111 NFT’er. Her blev der ifølge Ekstra Bladet solgt for over to millioner kroner på bare en halv time.

Og faktisk kan man på Hornsleths hjemmeside læse, at samtlige værker er blevet solgt.

Til sammenligning har Casper og Sarah som nævnt solgt 43 styks på 28 dage. Hvilket svarer til 86.000 kroner.

Sponsoreret indhold