Cecilie Beck: Sådan blev kvinder målt og vejet på TV 2
Både en advokatundersøgelse – og nu en ganske imødeset dokumentar – tegner et billede af magtmisbrug, sexisme og krænkelser på gangene, i redigeringslokalerne og til festerne på TV 2 i midten af 00’erne.
Flere kvinder, der har været, eller er, ansat på kanalen, står nu frem og fortæller om de ting, de gennem deres karriere har skulle finde sig i.
Én af dem, den erfarne nyhedsvært Cecilie Beck, forklarer, at man på TV 2 kunne finde ingredienserne til den ”perfekte cocktail”, der i lyset af metoo-bevægelsen i dén grad har en bismag af magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd.
Så grimt
Hun fortæller for eksempel i ”Sexisme bag skærmen”, at det krævede af især de unge kvindelige praktikanter, at man så ud på en bestemt måde, hvis man ville være inde i varmen hos ledelsen – eller ”blåskjorterne”, som de også blev kaldt.
- Som kvinde blev man i høj grad målt på ”fuckability”. Det er der ingen tvivl om, og det har jeg også talt med andre kvindelige kollegaer om, fortæller hun, før hun fortsætter:
- Og jeg har også hørt, hvad der er blevet sagt, navnlig om dem der ikke var ”fuckable” og blandt dem er der ting, som jeg aldrig nogensinde vil gengive, fordi det er så grimt. Og jeg er ikke sart.
En anden tidligere TV 2-vært, Karen-Helene Hjort, deler lignende oplevelse. Hun bruger endda det samme ord som Cecilie Beck.
Artiklen fortsætter under billedet:
Karen-Helene Hjort er mangeårig studievært på TV 2 News - herunder på magasinprogrammet "NEWS og Co." (Foto: Per Arnesen, TV2)
Seksuel tone herskede
Selv fik hun at vide, at hun var for ”fuckable” til en bestemt arbejdsopgave. Og hun tilføjer, at det ikke var unormalt at få den slags at vide – også selvom den kommentar udelukkende gik på de kvindelige ansattes udseende og fremtoning.
- Det var ikke noget, man studsede over. Hvis det handlede om at have noget forkert tøj på, eller have noget forkert tøj eller gå for udfordrende klædt, så havde det handlet om noget konkret, men det gjorde det ikke. For mig handlede det om at skrue ret mange procent ned for mig selv. Måske vælge noget andet tøj, eller bare blive lidt ældre. Få nogle rynker i ansigtet. Det var sådan noget, jeg gik hjem og oversatte det til.
- Hvis jeg skal sige hvorhenne den seksuelle tone herskede, så ville jeg groft sagt sige, at den gennemsyrede hele nyhedsorganisationen, lyder det fra Beck.
Discovery+-dokumentaren ”Sexisme bag skærmen” består af tre afsnit, der mandag morgen er lagt ud på deres streamingtjeneste. Dokumentaren, der er produceret af Impact TV, behandler også de beretninger fra to kvinder, der gennem en advokatundersøgelse fortalte om grænseoverskridende oplevelser hos Jes Dorph-Petersen, der på grund af beskyldningerne blev taget af skærmen i starten af året.
Therese Philipsen og Louise Degn står for første gang frem i dokumentaren. Læs mere om det her: