Charlotte Bøving mødte Christina, mens hun stadig var gift: - Nu tager jeg hjem, ellers gør jeg noget dumt
Det lyder næsten som et tilfælde af kærlighed ved første blik, når Christina fortæller om, da lynet slog ned mellem hende og Charlotte Bøving.
For de kendte godt hinanden i forvejen, da de begge deltog i Dennis Knudsens søns barnedåb for tre år siden. Men noget var ændret den dag i kirken.
Det fortæller Christina til Ude og Hjemme.
Der var en særlig sårbarhed over tv-lægen, som fangede Christinas opmærksomhed. Charlottes daværende hustru var til et andet arrangement og tv-lægen var derfor alene i byen.
De to talte sammen under hele barnedåben og endte med at tage videre ud i byen sammen med en flok andre barnedåbsgæster for at få et glas vin.
Den aften kyssede de hinanden første gang. Godt nok i forbindelse med et sjovt billede, men da de kyssede anden gang, kunne Christina mærke, at det var alvor.
Men der skete ikke mere den aften, for Charlotte trak i nødbremsen og sagde ”Nu tager jeg hjem. Ellers gør jeg noget dumt”.
Trykkede på skilsmisseknappen
Aftenen blev på mange måder skelsættende for Charlotte og Christina. For allerede samme aften forklarede Charlotte, at hun ville lade sig skille.
Om som sagt så gjort. Om tirsdagen havde hun og Pernille trykket på skilsmisseknappen.
Siden gik det i fuld fart for Charlotte og Christina.
For da Christina og hendes to sønner besøgte tv-lægen i huset i Varde et par uger senere, lå der en lille firkantet gave til Christina – en nøgle til huset med en lille seddel, hvorpå der stod ”velkommen til dit andet hjem”.
Kort efter flyttede Christina til Varde, og i august sidste år stod de begge hvid brud, da de blev gift i Sct. Jacobi Kirke i Varde.