Charlotte Bøving skilt: – Det har været stormomsust, stor kærlighed

– Den er god nok, som tv-læge Charlotte Bøving siger onsdag eftermiddag til SE og HØR.
Hun og Christina har efter godt to års ægteskab besluttet at blive skilt.
– Det har været stormomsust og stor kærlighed. Vi er gået all in, fortæller Charlotte Bøving om det nu forliste forhold.
– Vi er skidegode til at arbejde sammen, men efterhånden ikke til at være sammen.
Fuld fart på
Parret blev viet i august 2021, efter tv-lægen ved årsskiftet var faldet på knæ.
Senere indrømmede tv-lægen, at hun havde mødt Christina, allerede mens hun stadig var gift med Pernille Lok. Samme aften havde hun meddelt, at hun ville skilles.

Siden gik det i fuld fart for Charlotte og Christina.
For da Christina og to børn besøgte tv-lægen i huset i Varde et par uger senere, lå der en lille firkantet gave til Christina – en nøgle til huset med en lille seddel, hvorpå der stod ”velkommen til dit andet hjem”.
Kort efter flyttede Christina til Varde, og i august sidste år stod de begge hvid brud, da de blev gift i Sct. Jacobi Kirke i Varde.
Brug for fred
Nu er Christina flyttet ned i Varde by i et lejet hus med børnene, mens Charlotte bliver boende på Carolinelund.
– Jeg ønsker hende og børnene alt godt, men vi skulle i hver sin retning, forklarer Charlotte Bøving.

– Der er ingen brud, der er lette. Vi er i dialog. Men vi giver også hinanden noget fred – det, tror jeg, alle har brug for. Det er selvfølgelig smertefuldt for alle: Børnene, hende, mig og vores familie og venner.
– Men der er ingen af os, der er i tvivl om, at det er den rigtige beslutning. Vi er meget enige.