Kendte7. september 2024

Chefredaktør om norsk bryllup: - Det er simpelthen for gakket for mig

Det netop overståede prinsesse-bryllup i Norge er det helt store emne i SE og HØRs ugentlige podcast Ryd forsiden - og chefredaktør Niels Pinborg er målløs
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Du kan få en smagsprøve på udsendelsen her.

Det lyder nærmest som noget fra "En skør, skør verden."

En shaman, der mener at kunne kurere alvorlige sygdomme, har giftet sig med det norske kongepars førstefødte - der i øvrigt mener at kunne tale med engle.

Da prinsesse Märtha Louise og Durek Verett for nylig blev gift, var det derfor også en begivenhed, der interesserede medier over hele verden. Og de detaljer, der efterfølgende er kommet frem om det kuriøse bryllup, efterlader SE og HØRs chefredaktør hovedrystende. Det fortæller han i den ugentlige podcast, Ryd forsiden!

- Jeg får sådan et skær af noget pyramidespil, fup-hurlumhej, lyder det.

Blandt andet er det kommet frem, at alle bryllupsgæster har skullet betale omkring 20.000 danske kroner alene for at deltage i brylluppet.

Dertil kommer udgifter til bryllupsgave og drikkevarer til den tre dage lange fejring.

Chefredaktør Niels Pinborg er målløs over dét, der foregår i det norske kongehus.
Chefredaktør Niels Pinborg er målløs over dét, der foregår i det norske kongehus.
 Foto: Aller foto og video

Minder om fupannoncer

Det er også kommet frem, at bruden solgte ud af hendes egen tøjkollektion under festen i hotellets foyer, hvor 350 gæster deltog.

- Der er noget, der tyder på, at man har forsøgt at gøre det her til en overskudsforretning. Og det synes jeg er en lille smule ulækkert, netop fordi der er dén her kobling til kongehuset, siger Niels Pinborg.

Parret solgte rettighederne til brylluppet til britiske Hello Magazine! og de har derudover også indgået et samarbejde med Netflix om en ny dokumentar. Men deres alternative livsstil med blandt andet engle-skoler og Durek Veretts salg af amuletter, han mener kan kurere corona-virus, er ikke noget, der stiller det norske kongehus i et godt lys, lyder vurderingen.

- Når jeg ser på dem, ser jeg sådan nogle fupannoncer, vi kender fra Instagram. Jeg kan ikke se andet end fupannoncer, siger Niels Pinborg og fortsætter:

- Fordi, så er det shaman, så er det reptil, så er det farao. Det er hele tiden noget nyt. Det er simpelthen for gakket for mig, siger chefredaktøren med henvisning til, at Durek Verett foruden at være shaman, også betragter sig selv som reptil og som tidligere farao i Egypten.

Du kan lytte til hele podcasten her, hvor emnet blandt andet også falder på den norske befolknings faldende tilslutning til monarkiet ovenpå brylluppet og Marius Borg Høibys mange skandalesager.

Sponsoreret indhold