Chief 1 skal være med i Toppen af Poppen
Det er efterhånden blevet en tradition, at TV2 hvert forår samler syv kendte danske musikere, der skal fortolke hinandens sange på skift i ”Toppen af poppen”.
Seerhittet bliver denne gang vakt til live på vestkystperlen Fanø til april, og Rockers By Choice-rapperen Chief 1 er allerede ved at pakke taskerne.
– Jeg har ryddet min kalender, smidt alle ud af studiet og har været fokuseret i døgndrift. Jeg har arbejdet helt alene med det – kun mig, mine engle og dæmoner, siger han om TV-udfordringen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det bliver en frisk og veltrænet udgave af Lars ”Chief 1” Pedersen, der toner frem, når ”Toppen af poppen” bliver sendt på TV2 til efteråret. (Foto: Flemming Skov Pedersen)
Den 49-årige musiker, der hedder Lars Pedersen på sygesikringsbeviset, afslørede sidste år, at han havde kæmpet med depressioner, men nu var kommet videre i livet, havde mødt kærligheden i fitnessdronningen Gitte Salling og i øvrigt havde tabt sig 15 kilo.
X Factor-vennerne Remee og Chief 1: Har skabt noget stort
Nu er han klar på endnu flere udfordringer.
– Jeg er i et stadie i mit liv, hvor jeg skal udfordre mig selv og tage springet fra 20 meter-vippen, og det må man sige, at jeg gør.
– Hopper i med lukkede øjne og mega mange sommerfugle i maven, siger hitmageren, der forventer både hyggeligt samvær og magiske musikstunder med de seks – endnu ikke offentliggjorte – kolleger, der også skal bo på det intime Kellers Badehotel på vesterhavsøen.