Chris Anker døde i en tragisk ulykke: Nu kommer der et mindeprogram

Det kom som et lyn fra en klar himmel og sendte chokbølger gennem hele nationen, da det den 18. september sidste år kom frem, at Chris Anker Sørensen var død.
Cykelstjernen, som kun nåede at blive 37, omkom i en ulykke i Belgien, hvor han dækkede VM i cykling for TV 2. Ulykken skete, da han selv ville køre ruten forud for den kommende etape.
Allerede som cykelrytter traskede han ind i danskernes hjerter med sin lune humor og skæve anekdoter om tissende kolleger i sidevinden og dets lige.
Nu er TV 2 klar med et mindeprogram om deres afdøde kollega og danskernes højtelskede cykelrytter og -kommentator.
I udsendelsen, der bliver sendt den 4. juli kl. 20.50, fortæller familie, venner, kolleger og almindelige danskere, hvorfor han blev hele Danmarks Chris Anker – hvilket også er titlen på mindeprogrammet.
En ond drøm
I maj fortalte Chris Anker Sørensens enke Michelle Moestrup om timer efter hendes mands død i et rørende interview i podcasten ”Anden til venstre”, hvor han blandt andet satte ord på, hvordan det var at dele hele sin sorg med resten af Danmark blot få timer efter, hun selv havde fået beskeden og endda skulle dele den med deres to døtre, Lærke, 11, og Laura, ni.
- Jeg har selv nået at forholde mig til det i 2,5 timer, og så ved hele Danmark det. Fra jeg fik at vide, at min mand er død, og jeg skulle fortælle det til mine børn, gik der et par timer, og så skulle jeg dele det med hele Danmark. Det var pissehårdt.
Dagene efter flød sammen som en uvirkelig tåge, hvor Michelle blev i tvivl, om det nu også var sandt, at hendes mand var død. Var det nu sandt? Var det endeligt bekræftet, og var de helt sikre på, det ikke var en anden?
- Man tænker bare med det samme, at det er et ondt mareridt, så hvis man bare vågner, så er det okay. Så skal han nok komme hjem igen. Jeg ringede flere gange til ham den aften og skrev flere beskeder. Og der kom selvfølgelig ikke noget svar, fortalte hun i podcasten.
Den 4. juli kl. 20.50 sætter familie, venner og kolleger som tidligere nævnt ord på, hvordan Chris Anker traskede ind i danskernes hjerter, på TV 2.