Christian Bitz kæmper stadig i plagiat-sag: - Det er os, der har krav på erstatning

Selvom det er to år siden, så er der altså stadig ikke sat punktum i sagen om det meget omtalte spisestel, som ernæringsekspert Christian Bitz er dømt for at plagiere.
I 2020 tabte ernærningseksperten Christian Bitz sagen i Sø- og Handelsretten om plagiat af keramikeren Kasper Würtz' spisestel. Den dom blev stadfæstet i 2021. Siden har keramikeren haft et krav om erstatning på 40 millioner kroner.
Nu har de to parter så igen mødtes i Sø- og Handelsretten mandag, og Kasper Würtz' millionkrav er altså ekstremt langt fra, hvad Christian Bitz og grossisten F&H mener, man skal betale for plagiat-sagen.
Faktisk præcis 40 millioner kroner. Det skriver JP Horsens.
- Vi mener, det er os, der har krav på erstatning fra Kasper Würtz, men vi skal lande den, og efter vores oplevelse er en nulløsning et godt sted at lande, så det går vi efter, siger Christian Bitz' advokat Frank Bølling ifølge JP Horsens til Horsens Folkeblad.

Begrundelsen for en nulløsning er blandt andet, at man mener, at Kasper Würtz allerede har skadet deres brand undervejs i sagen, som Christian Bitz og F&H ellers har tabt med et brag.
Sagen begyndte i 2016, hvor ernæringseksperten sendte sit stel af kopper, skåle og tallerkener i butikkerne i samarbejde med grossisten F&H.
Keramikvirksomheden K.H. Würtz syntes dog, at stellet lignede umiskendeligt meget deres eget, og det fik virksomheden til at sagsøge Bitz i 2016.
K.H. Würtz har i flere år leveret eksklusive tallerkener og skåle til Michelin restauranten Noma. Og priserne på stellet er også derefter. Langt under det prisniveau Christian Bitz satte for sit stel.