Christian Fuhlendorff scorer fedt job: Det skal han lave
SENESTE: Det er nu offentliggjort, at Fuhlendorff skal være kreativ direktør i podcastbureauet Podads, som han også bliver medejer af
Blækket er ikke tørt endnu, men fredag løftede Christian Fuhlendorff lidt af sløret for et nyt og meget spændende job, han netop har fået.
- Jeg arbejder jo meget med podcasts.
- Derfor træder jeg nu ind i en virksomhed, hvor jeg skal hjælpe andre podcastere i gang, fortalte den landskendte komiker til SE og HØR, mens han og familien besøgte Tinderbox.
Han ville dog ikke afsløre præcist hvilken virksomhed, han nu skal arbejde for.
- Der kommer en eller anden presseting lige om lidt om det. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget jeg må sige.
- Men kontrakten er underskrevet. Den er god nok.
Udover at stå på scenen og optage tv-shows har Christian Fuhlendorff da også rigtig god erfaring med podcasts.
Han er nemlig både vært og bagmanden på den meget populære serie "Hva Så?!", hvor han interviewer kendte danskere, mens de går en tur sammen.
Konen: - Jeg har brede skuldre
Christian Fuhlendorff havde sin kone, Karina Feldborg, og sønnen Conrad med til den fynske festival.
Og hun kunne fortælle SE og HØR, at mandens markante plads i rampelyset også smitter af på familien. Blandt andet når han inddrager episoder fra familielivet i sine shows.
- Men det har jeg været vant til alle år.
- Jeg har brede skuldre. Og du taler jo om det, du holder af, sagde hun med et grin til Fuhlendorff.
Der er samtidig en anden mere kontant fordel ved husbondens karriere, mener hun.
- Det er det, der betaler mine sko, mit tøj og mit hus, forklarede hun med et skævt smil.
Og den udmelding greb Christian Fuhlendorff naturligvis lynhurtigt med en skarp replik:
- Det er derfor, det ikke er så dyrt.
Det nye job bliver i øvrigt i ganske anderledes og mere organiserede rammer, end han har været vant til, kunne komikeren fortælle SE og HØR.
- Det er da sjovt at komme ind et sted, hvor der er hæve sænke borde.
- Og der er en lille skraldespand og en madordning. Det har jeg ikke prøvet før.
Fuhlendorff forsikrer dog om, at han skam har sikret sig, at det ikke bliver alt for pænt.
- Jeg har sørget for, at halvdelen af kontoret er med mine figurer og rollespilsudstyr og sådan noget. Så det ser dejligt kreativt ud i den ene halvdel.
- Så kan du altid træde derover og føle dig hjemme?
- Ja, det gør jeg også.