Christian Kjær måtte til lommerne: Lejede sig ind på konens slot
Der var stor fest og glade dage, da Christian Kjær i weekenden fejrede sin runde fødselsdag nummer otte på Sophienlyst Slot på Vestfyn.
Slottet var en julegave til hans hustru Susan Astani-Kjær, men selv om han er gift med ejeren, gav det ikke rigmanden nogen økonomisk fordel.
Prins Henriks gamle jagtkammerat måtte således have portemonnæen op af lommen og som alle andre betale for at leje det nyistandsatte slot på Vestfyn.
75.000 kroner for at være helt præcis.
Det skriver BILLED-BLADET.
- Skattevæsnet siger, at jeg skal betale for det, konstaterede Christian Kjær, inden festen gik i gang, mens fru Susan afslørede beløbet.
- Ja, han har betalt 75.000 kr. for at holde fest. Han har betalt mig, indskød Susan Astani-kjær i følge ugebladet med et grin.
Det er planen, at slottet i fremtiden skal lejes ud til bryllupper, konferencer og lignende, og gemalen var dermed Susans allerførste kunde i butikken.
Christian måtte slippe 11,9 millioner kroner, da han købte Sophienlyst til Susan for knap syv år siden.
- Slottet er en gave fra Christian. Det var en meget romantisk gestus. Jeg så på slottet og synes, at det så smukt ud. Det kom faktisk helt bag på mig, at Christian købte det til mig. Derfor vil jeg gerne beholde det, sagde Susan for nylig til Avisen Danmark.
Parret har foreløbigt brugt ti millioner kroner på at renovere det smukke slot ved Nørre Aaby.
- Jeg er meget glad for stedet, og nu har jeg brugt så mange penge og år på at få det op at stå, så jeg har ikke lyst til at sælge. Jeg prøver at se, om jeg kan magte at styre det, for jeg bor jo ikke i Danmark, og det er svært at holde styr på så stort et projekt på langdistance, men det bliver min hobby, forklarede Susan, der for et par år siden rykkede hjemmebanen til Schweiz sammen med Christian Kjær, som følte sig dårligt behandlet af de danske myndigheder og tog konsekvensen deraf.
Du kan læse SE og HØR’s store fødselsdagsportræt af finansmanden her og bladre i billederne fra den store dag herunder: