Kendte22. december 2023

Christian Kjær og Susan Astani bor nu i dansk skov

Den 80-årige rigmand Christian Kjær og hustruen Susan Astani har siden oktober boet i skovplantage i nærheden af Silkeborg
Susan Astani og Christian Kjær har siden oktober gemt sig i en dansk skov.
Susan Astani og Christian Kjær har siden oktober gemt sig i en dansk skov.
 Foto: MIKAEL RIECK

Bedst som alle troede, at rigmanden Christian Kjær og hans kone Susan Astani havde vendt Danmark ryggen, dukker celebrity-parret nu op i en dansk skov - nærmere bestemt i Skærbæk Plantage i Midtjylland.

Ifølge CPR-registeret har den 80-årige tidligere indehaver af dannebrogsordenen og kammerherre-titlen sammen med sin 53-årige lægehustru siden 20. oktober været tilmeldt deres skovejendom i Them.

Parret flyttede for fire år siden til Schweiz, efter det lykkedes dem at få solgt deres hjem Sandbjerggård efter flere års søgen efter en køber.

Christian Kjær og Susan Astani har siden oktober boet i denne ejendom, som rigmanden ejer.
Christian Kjær og Susan Astani har siden oktober boet i denne ejendom, som rigmanden ejer.
 Foto: skraafoto/dataforsyningen.dk

Årsagen til flytningen til alpelandet var, at den parkinson-syge Christian Kjær følte sig urimeligt behandlet, dels af retten, som idømte ham en betinget fængselsdom, bøde og frakendelse af kørekortet, fordi han i sin bil havde puffet til en official ved et cykelløb, dels af dronningen, som strippede ham for de fine titler som hofjægermester, kammerherre og ridder af dannebrog.

Selv om parret det seneste års tid har boet i Schweiz, Frankrig og Spanien, så ejer de fortsat ejendomme, der binder dem til Danmark, blandt andet et fynsk slot, som er sat til salg, ejendomme på Venø samt skovejendommen, som de nu bor i.

SE og HØR har kontaktet Susan Astani for at høre, hvad motivet for tilbageflytningen til Danmark er, men hun har endnu ikke besvaret henvendelsen.

Sponsoreret indhold