Christian Kjær slår igen: Sagsøger sønnen
LÆS OGSÅ: Susan Astani-Kjær afslører - Sådan går det med Christian Kjær
Christian Kjær har valgt at sagsøge sin ældste søn, Philip Kjær.
Det fortæller Susan Astani til HER&NU.
Søgsmålet sker i skyggen af en lang og bitter strid om den 81-årige rigmands arv, hvoraf den 56-årige Philip Kjær mener, at han er blevet lovet visse ting, som ifølge ham ikke er blevet overholdt.
I den forbindelse har Philip Kjær sagsøgt både sin far og sin fars hustru, Susan Astani. Men nu har Christian Kjær altså valgt at slå tilbage i form af et søgsmål mod sønnen.
– Nu har Christian også sagsøgt ham. Så nu skal vi allerede mødes i Retten i Lyngby i april, afslører Susan overfor mediet.
Striden drejer sig helt konkret om Skærbæk Plantage i Jylland, som Philip Kjær mener at være blevet lovet af sin far, når han fyldte 50.
Philip Kjær påstår dog, at Susan Astani-Kjær godt har kendt til aftalen mellem ham og hans far, og Philip Kjær mener derfor, at Susan Astani-Kjær har handlet i "ond tro", da hun overtog plantagen.
Christian Kjær har tidligere på året gjort det klart, at han har skåret sine to ældste børn, Philip og Michala, ud af sit testamente.